Statusrapport nr. 5

Denne mail er sendt den 19. september 2011

Hej Allesammen

Jeg glemte helt at fortælle at vi sidste torsdag aften var til forældremøde på Karolina og Amalies skole, vi startede inde i gynmastiksalen hvor viceinspektøren Mr. Jerry Pulmann startede med at præsentere alle lærerne og derefter gav han ordet til præsidenten for forældrebestyrelsen, som fortalte om hvor mange penge der manglede i skolens budget, faktisk manglede der $120 pr. barn der gik på skolen, så de så gerne at forældrene blev meget bedre til at give tilskud til skolen, enten via donationer, ved at melde sig ind i PTA (bestyrelsen - det koster $6 pr. forælder) eller ved at købe nogle af alle de ting (bluser, klistermærker m.m.) som der sælges. Efter at vi havde fået en tale om hvor mange penge der manglede og hvor vigtigt det var at vi fik skrevet de checks til skolen, kom der nogle kommentarer fra diverse festudvalg om de arrangementer som der ville komme i den nærmeste fremtid, bl.a. Soch hop som er en 50´er fest der ville blive holdt den følgende fredag og igen blev vi mindet om at der manglede penge i skolens budget, så skriv nu de checks.... Efter at have siddet og hørt på bestyrelsen gik vi ud i klasserne. Jakob gik i Amalies klasse og jeg gik i Karolinas. Der fik vi fortalt lidt om hvad man forventede at lave i løbet af året i de forskellige fag. Det var meget sjovt at høre hvad de skal igennem. Og det var sjovt at se at der ikke var en eneste forældre der stillede spørgsmål ved noget som helst af det læreren fortalte. Man blander sig overhovedet ikke i lærerens måde at undervis på eller hvad de skal undervises i, man støtter 100% op om læreren.

Men nu til dagene i denne uge.

Lørdag endte med at blive en hjemmedag, vi var lige ude og handle lidt ind og ellers gik den med at lave lektier, Jakob har ret mange opgaver der skal rettes og derudover havde han lige en bog han skulle have læst færdig, så han kunne nogle skrive hans mening om bogen til Gyldendal. Pigerne, altså de to små, legede og Veronika og jeg terpede world culture til en prøve hun skulle have. Så nu ved jeg også alt om længde- og breddegrader, og hvordan man læser et kort både et politisk og fysisk kort, for ikke at tale om hvordan diverse grafer og statestikker kan beskrives.

Søndag morgen efter morgenmaden kørte vi over til kirken, der var betydelig flere kirkegængere denne gang end sidst, faktisk så mange at det var svært at få en parkeringsplads, for ikke at tale om at få en plads i kirken, men vi fandt os en plads. Nu var det jo 9/11 hvilket men også kunne se på den film der kørte på storskærmen, og høre på nogle af sangene. Men vi sang lystigt med og lige meget hvad vi ellers kan sige om kirken, så var det nogle fantastisk sange, ikke samler, men sange. Efter et par stykker, var der en enkelt der skulle døbes, det var også et større show. En meget ikke særlig tiltalende mand med total afbleget hår kom frem på "scenen" og fortalte lidt om han der skulle døbes, det var nemlig ikke et barn men en ung fyr på ca 20 år. Vi fik afvide at nu havde han endelig fundet hans vej og havde valgt at blive døbt...Der var bare et eller andet som ikke lige lød godt i vores øre, men vi blev hængende. Efter endnu et par sange var det så tid til at sige velkommen til alle de nye medlemmer af kirken, og der var mange, gad vide hvormeget de har smidt i kirkebøssen. De kom op og efter en lille tale til dem klappede vi alle af at de nu var blevet medlemmer, derefter skulle skolekoret synge (der er nemlig en elementary school tilknyttet kirken). Det gjorde de nu rigtig godt og det var en meget smuk tekst. Så var det blevet tid til at tv-præsten skulle på scenen igen, hans budskab var endnu engang meget fornuftigt, men hvorfor kan han ikke bare sige det uden at der skal al det show til...Nå men da han var ved at afslutte og vi havde fået afvide at der var to familier (medlemmer af kirken) der havde mistet deres hjem i branden og at man havde doneret et kækkeligt beløb til dem, var det tid til at kirkebøssen endnu engang gik rundt. Der sad en familie foran os (mor, far og en datter) og vi blev lige lidt chokeret da vi så at de smed en check på $1000 i bøssen, for de lignede ikke en familie der havde ret meget at gøre godt med. Ikke at man kan se det på folk, men alligevel. Efter kirkegangen kørte vi på Starbucks, for det var noget af et show der skulle skylles ned med en kop kaffe, vi måtte også bare erkende, at det ikke lige er den kirke vi kommer til at komme i mere. Det skulle da lige være hvis vi får gæster på besøg der gerne vil se et show uden lige. Og så var det ellers hjem og lave lektier og gøre klar til en ny uge.

Mandag efter at have sat pigerne og Jakob af, fandt jeg en mekaniker der kunne kigge på bilen, Ms Henderson havde fortalt mig at lige overfor skolen lå der en meget pålidelig mekaniker og han var rimelig fair rent prismæssigt. Jeg afleverede bilen hos ham, en rigtig gammel mand, han manglede bare cowboyhatten, så var han som taget ud af en film, talte langsom og meget drævende. Med andre ord utrolig svær at forstå, men når Ms Henderson turde bruge ham, så gjorde jeg også.

Jeg gik så med min computer på ryggen over på Starbuck, er efterhånden ved at blive et meget kendt ansigt derover, og så placerede jeg mig ellers i mit hjørne med computeren, min kaffe og blåbærmuffin og væbnede mig med tålmodighed, for det var rimelig begrænset hvad jeg kunne foretage mig andet end at sidde der og vente på bilen. Jeg ventede og jeg ventede og drak mere og mere kaffe, måtte tilsidst gå over til juice for ikke at blive helt speedy til sidst. Og jeg ventede og ventede og kl 14.30 var bilen klar, der havde jeg også kun siddet på Starbucks siden kl 8 om morgen. det var "the radiator" der var gået på den...så den var blevet skiftet og så skulle vi bare lige vide at der var nogle "pipes" der var ved at "poppe". Så dem skulle vi nok også overveje at få skiftet snart. Det var da en kommentar der kunne få mig til at "poppe", man har da ikke lige brug for at skulle have bilen til mekanikeren lige med det samme. Heldigvis var det rørende billigt hvis man skulle sammenligne med danske priser, så det var da en meget formildende ting. Jeg skynte mig for at nå at få hentet de to små. Da jeg kom derover fik jeg afvide at Karolina havde været til både høreprøve og synsprøve og at hun havde klaret det flot. Amalie havde prøvet at forklare noget om hendes øje, og til sidst forstået at de skulle vente indtil jeg kom. Så jeg fik afvide at Amalie skulle til den prøve tirsdag morgen inden jeg afleverede hende i klassen. Vi fik hentet Veronika, og fik handlet ind til lidt aftensmad, hvad det var kan jeg ikke længre huske, men det har sikkert været noget meget hurtigt.

Tirsdag morgen var vi lidt tidligere afsted end normalt, for jeg skulle først over og aflevere Jakob og Veronika inden vi kørte over til Hill, hvor Karolina lige nåede at komme inden klassen gik til time. Mens Amalie og jeg stod og ventede på at lægen kom, blev jeg præsenteret for præsidenten for skolebestyrelsen, jeg havde nemlig sagt at jeg var interesseret i at lave noget frivilligt arbejde på skolen og så var det hende jeg skulle tale med. Hun ville overveje hvilke arbejdsopgaver der var gode når det var for at komme til at møde mange forskellige forældre, så det ender nok med at jeg skal være med i et eller andet fest udvalg og arbejde enten på kontoret eller på bibliotektet, hun ville skrive til mig. Derudover stod vi og talte om forskelle mellem Dk og USA på madområdet naturligvis, og jeg måtte sige at nogle af deres grøntsager og frugt var meget mere friske og smagte af meget mere end dem derhjemme, tilgengæld var jeg bestemt ikke meget for deres brød. (Hold fast i at jeg nævnte at noget af deres frugt smagte af mere og at jeg ikke var vild med deres brød...). Amalie kom til lægen og høreprøven gik fint og synsprøven faldt bedre ud end forventet, så det var jo bare dejligt. Vi fik også afvide at der faktisk var mange på Hill der havde dovent øje og derfor gik med klap engang imellem, så mon ikke når hun er faldet lidt bedre til og har set andre med klap at vi kan få hende til at have klap på engang imellem i skolen. Da jeg havde fået Amalie afleveret i hendes klasse, kørte jeg hjem, da en håndværker skulle komme forbi og kigge på køleskabet, der i den grad larmer. Dagen gik med at få tømt vores kufferter for de sidste småting der lå i dem og få dem lagt op på loftet. Håndværkeren kom forbi og fik skiftet en vandlås bagpå og renset blæseren, så håbede han at det ville hjælpe på larmen og fryseren skulle faktisk begynde at lave is (ikke dårligt i den her varme). Da han var færdig, det tog sin tid, for først skulle han kigge på det, derefter skulle han lige ud til en forretning og købe en dims, og da det lige var omkring frokosttid kunne han jo ligeså godt klare det også. Men han fik det ordnet tidsnok til at jeg kunne få handlet ind inden jeg skulle hente pigerne. Jakob kom hjem så det passede med at jeg kunne hente ham samtidig med at vi hentede Veronika. Hjemme blev det tid til lektier - og dem er der rigtig mange af for Veronikas vedkommende og vi havde fået en mail om at Amalie skulle have matematikprøve dagen efter, så der var vedhæftet et eksemple på en opgave, så vi kunne forklare hende hvad det hele gik ud på, så det blev der også brugt tid på - Jeg havde købt ind til nogle grøntsager der skulle i fad med nogle store saftige kortelletter ovenpå. Vi fik det hele klar og sat i ovnen og ventede, og ventede og ventede, men efter 45 min var kødet stadig helt råt og koldt, på trods af at der var rimelig varmt i ovnen. Vi forsøgte at skrue højere op for temperaturen og det hjalp lidt, men pludselig gik ovnen ud igen og blev lunken og så måtte vi starte forfra med at tænde den osv. Lad os sige på en anden måde at det var rigtig godt at vi var startet tidligt med maden for det endte med at blive temelig sent inden at maden var færdig...Vi blev meget hurtige enige om at der nok var en eller anden lille knap som vi ikke havde fundet, man skulle tænde for at indikere at man skulle bruge ovnen i længre tid eller sådan noget smart noget. Men maden var ventetiden værd, korteletterne var så saftige og møre at der endte med at blive kamp om den sidste.

Onsdag morgen efter at have afleveret pigerne indtog jeg min plads på Starbucks, nu hilser personalet på mig, så nu går jeg nok under betegnelsen stamkunde - ikke at jeg køber ret meget, men jeg bliver i mange timer, når jeg først har sat mig, hvilket også var tilfældet denne onsdag morgen. Nu var der kommet en mail fra nogle der var interesserede i Bringekrogen, så det var dejligt, de ville bare gerne vide mere om huset og området, derudover bruger jeg tid på at finde ud af hvordan forældreintra herover virker, vi kan gå ind og se ikke kun hvad Veronika har for, men også hendes karaktere og hvilke opgaver hun mangler at aflevere. Jeg fik hentet de to og så kørte vi ud for at få bilen omregistreret, nu havde vi nemlig fået det brev fra Stine (hende vi har købt bilen af) med en underskrift på at vi gerne måtte skrive under på deres vegne i forbindelse med omregistreringen. Vi kom forholdsvis hurtigt til og kom også ret hurtigt ud igen uden en omregistrering, Stine havde nemlig skrevet at Jakob måtte skrive under og skønt jeg sad med alle vores papirer om at vi var gift og hans pas mm var der intet at gøre, enten skulle Jakob selv møde op og skrive under eller også skulle jeg få ham til at skrive under derhjemme nogle forskellige steder. jeg skulle bare lige vide at hvis jeg kom en 3 gang og papirerne ikke var iorden kunne hun ikke fortsætte med min sag, hvad der egentlig ville ske hvis jeg ikke havde tingen i orden den 3 gang fik jeg ikke afvide og havde egentlig heller ikke lyst til at få det afvide. Næste gang skal tingene bare være i orden. Men det gav os tid til at køre på kørekortskontoret også, der stod vi i en rigtig lang kø for at komme op til receptionen, deroppe skulle vi så fortælle hvad det var vi ville og så fik man enten et nummer og kunne sætte sig til at vente på en sagsbehandler eller man fik de papirer man skulle udfylde eller besked om hvad man skulle medbringe til næste gang man kom. Jeg fik en lille bog (teoribog) når jeg følte at jeg kunne den, skulle jeg møde ind tidligt medbringe mit pas, min opholdstilladelse, mit kørekort og $25, så ville jeg komme til teoriprøve, hvis jeg bestod den, ville jeg samme dag skulle til en køreprøve. Så det er et heldagsprojekt, hvor man medbringer godt læsestof og ellers væbner sig med tålmodighed. Ham jeg talte med foreslog at jeg kom kl 7.30 når de åbnede for der kunne jeg være heldig at kunne komme til med det samme og undgå den meget lange ventetid. Efter vores besøg på kørekortkontoret fik vi hentet Veronika, det endte med at vi måtte gå ind og hente hende, for hun var ikke helt færdig med hendes lektier i Science, de volder hende altså nogle problemer, i de andre fag har læreren tid til at forklare hende stille og roligt hvad det hele går ud på, men i science er lærerplanen så stram at der ikke er tid til at forklarer noget som helst, så hun har lidt mistet interessen for det fag, for det er ikke meget hun får med i løbet af en dobbelt lektion. Heldigvis er en af hendes hjælpelærer rigtig god til at sætte sig ned om onsdagen og forklare hende hvad det hele går ud på, men det er alligevel svært at følge med i og det er svært for os herhjemme at forklare hende det, for vi kender jo ikke de forsøg de laver. Men hun hænger i. Amalie kom hjem og var ikke til at skyde igennem, hendes lærer havde hjulpet hende med at oversætte matematikopgaven og ikke andet og Amalie havde fået 100, hvilket ikke alle i hendes klasse havde fået, så hun var så stolt og havde virkelig fået en succesoplevelse. Da vi kom hjem blev der lavet lektier og så blev der spist burger, Jakob skulle til et arrangement på UT, så han måtte vente med hans burger til han kom hjem kl 20. Hver anden onsdag er han med i et filmprojekt, hvor der bliver vist skandinaviske film, første gang var det en norsk film om trolde, denne gang var det en svensk film om musikkens kraft, næste gang er det så Jakobs tur til at vise en dansk film, det bliver enten "drabet" eller "brødre". Da pigerne var faldet i søvn, fik vi os ellers noget af et chok, vi kunne høre sirener og de kom tættere og tættere på og stoppede lige udenfor vores hus. Vi kunne se at det var en brandbil og med de brande der har været i Austin og omegn og den tørke, blev vi da noget bange. Vi endte med at gå ud for at høre hvad det var og mødte så vores landlords kone, hun havde fundet ud af hvad der var galt og kunne berolige os med at der ikke var brand nogle steder. Det viste sig, at det var vores nabo til den ene side der var faldet og hun er åbentbart så stor at hverken hende selv eller den der bor sammen med hende kunne få hende op, så brandvæsnet måtte til, der gik heller ikke længe inden der kom en ambulance. Men vi fik da mødt nogle af vores naboer, for alle kommer jo ud når man ser en brandbil holde så tæt på.

Torsdag holdt Jakob en hjemmedag, jeg fik afleveret pigerne og inden jeg skulle over og aflevere Veronika kom Karen (en mor som virkelig har hjulpet mig når jeg ikke lige har vist hvad jeg skulle, hun arbejder som frivillig på kontoret og var der den første dag, da Amalie var meget ked af det, så hun har fulgt pigernes udvikling meget nøje og vi er virkelig kommet på bølgelængde, hun er meget sød og utrolig humoristisk, har boet i Danmark i et par måneder og kan huske lidt dansk, så når hun ser sit snit til det svare hun mig på dansk) Nå, men hun kom op til mig og fortalte at hun havde hørt fra Nancy (præsidenten af skolebestyrelsen) at jeg syntes godt om frugten og grøntsagerne i USA, men ikke brødet, så hun ville da foreslå at jeg kørte ud til Wholefood, for der ville jeg nok kunne få fat i noget meget bedre brød, måske oven i købet rugbrød og deres  udvalg af frugt og grøntsager var meget størrer. Så snakken går virkelig på skolen om den nyefamilie. Efter at have afleveret Veronika var jeg lige på Starbuck for at tjekket hvordan det gik med valget og så tog jeg hjem igen for at hente Jakob, jeg skulle ikke nyde noget af at komme op til omregisteringen uden de rigtige underskrifter, så det letteste var at medbringe den eneste person der havde lov til at skrive under på de papirer, skønt mit navn også skal stå på bilen. Hvis jeg bliver stoppet (og nu er det jo kun mig der kører) så ville det kunne komme til at koste dyrt hvis jeg ikke også står på bilens papirer. Nå men vi kom derop og hende vi skulle tale med var selvfølgelig gået til frokost, men heldigvis kom vi ikke til at vente længe inden hun var tilbage igen. Og denne gang gik det hurtigt og uden problemer, Jakob fik skrevet under hvor han skulle, og så var bilen omregistreret... Nu var vi stor set alene for første gang i 4 uger, så vi besluttede os for at gå ud og spise frokost sammen på "Dan´s burger" deres burger er ligeså gode som deres morgenmad var, store og saftige, man kunne smage at det var rigtig kød der var brugt. Vi havde aftalt at Jakob skulle med over og hente de to små og opleve det leben der er når de åbner dørene og alle mødrene strømmer ind for at hente deres små poder, jeg har fundet ud af at hvis jeg venter med at komme til 14.45 så undgår jeg det værste hysteri. Men det er noget der skal opleves og Jakob var da også enig i at mange af de mødre der kommer og henter taler meget højt og overstadigt til deres børn når de henter, men det er jo sådan de er. Jeg vil vædde på, at hvis nogle kom og observerede, hvordan vi i Jonstrup var når vi mødtes på parkeringspladsen for at hente vores unger, at så ville de nok også syntes at vi agerede sjovt og snakkede løs hele tiden og i munden på hinanden... Jakob blev også præsenteret for Ms Caroll (skolesekretæren) Pigerne nægter at gå hjem før vi har været inde og sige farvel til hende, så der var ikke noget at gøre. Vi havde også fået et brev med hjem dagen før om at Karolina og Amalie også kunne blive tilbudt at være en del af et ESL (Engelsk for andensprogede) program, så det ville vi hurtigst muligt have afleveret så de kunne komme igang med at få en ekstra lærer tilknyttet til at give dem lidt mere hjælp i timerne. Så Jakob blev også præsenteret for viceinspektøren, han er simpelthen sådan en rar mand. Karolina kom hjem forleden og fortalte at han havde været inde i deres gymnastiktime for at se hvad de lavede og så ville han da gerne være med til at spille bold med dem, på trods af at han var iført jakkesæt. Han virker som en rigtig hygge onkel. Jeg har også observeret at han forleden gik rundt på gangen med en lille dreng i hånden mens han forklarede stille og roligt at man altså ikke løber på gangene, så de tog runden jeg ved ikke hvor mange gange, for at den her dreng skulle lære at man GÅR og ikke løber. Vi kørte hjem og satte Jakob af, han havde lige nogle opgaver som han skulle have rettet til fredag, så han fik fred og ro til det, imens tog vi andre på Starbuck og tjekkede valgresultatet og fik begyndt på en lang mail til 2C i Jonstrup. Da Veronika fik fri var vi lige ude og købe ind til lidt aftensmad. Mens vi går og handler ind siger Karolina pludselig, der gå han min lærer der er skaldet og som tror vi er fra Sverige. Så ham måtte vi jo lige hen og hilse på, det viser sig at det er Ms Claybrooks bror som er gået på pension og for ikke at kede sig har han valgt at lave lidt frivilligt arbejde på skolen, det er blevet til at han tit kommer og hjælper i Ms Claybrooks timer og i den forbindelse er han blevet sat til at hjælpe Karolina med at forstå engelsk, dette har han bl.a. gjort ved at oversætte mange af deres papirer til...svensk...Karolina har så troligt siddet og rettet dem, "for mor, manden kan jo ikke stave!!!", hun var ikke klar over at det var på svensk. Nu fik vi så den misforståelse rettet og han ved nu at det er dansk det skal oversættes til. Så var det ellers hjem og igang med lektierne. Det er ikke meget eftermiddag der er tilbage når Veronika først har fri kl 16.30, så det med at gå til en eller anden form for sport må nok vente indtil hun ikke behøver bruge så meget tid på at lave lektier.

Fredag morgen ganske kort tid efter at jeg havde afleveret pigerne og indtaget min plads på Starbuck, ringede Jakob og fortalte at han havde fået en mail om at vores container nu var gået igennem tolden og stod klar til at kunne blive kørt ud til os....FEEEDDDDTTTTTTT!!!!! Vi skulle ringe til dem og aftale hvornår det passede os bedst at de kom, vi havde fået et kontakt nummer, så jeg skynte at ringe, men fik kun fat i en telefonsvare, lagde en besked og afventede....Intet skete, jeg ringede igen da jeg kom hjem inden jeg hentede pigerne....igen telefonsvarer, jeg lagde en besked. Jeg kørte ud og fik handlet ind til weekenden og ringede igen, telefonsvarer...Fik pigerne hentet og vi kørte ud for at købe en fødselsdagsgave. Karolina var nemlig blevet inviteret til fødselsdagsfest søndag, så vi måtte jo finde på et eller andet. Jeg havde om morgen mødt Karen og talt med hende om hvor er det lige man køber en fødselsdagsgave og hvor meget giver man for. Så vi kørte ud for at købe Barbieting, som øjensynligt var det eneste Dakota ønskede sig. Pludselig ringer Jakob, de har lige ringet fra Crown (hvor vores container er) at hvis vi ikke kontakter dem, så bliver vores container altså sendt retur....Han havde nu fået et nyt nummer, for hende vi havde forsøgt at kontakte hele dagen, nå ja hun havde forrsten fri...OK er det smart eller smart, hun får sig da noget af et chok når hun åbner sin telefon på mandag og høre alle de beskeder der er lagt. Jeg ringer op og beder om at komme til at tale med den person som Jakob havde fået besked om at vi skulle spørger efter - og den besked jeg modtog var...Hun er desværre ikke på kontoret idag. Som i tegneserierne så tror jeg nok lige at der var kommet røg ud af ørene på mig i hidsighed. På mit pæneste englesk forklarer jeg, at jeg havde fået afvide at jeg skulle have fat i denne person idag og at det var meget vigtigt. Og pludselig så var hun på kontoret...Meget mærkeligt firma. Men heldigvis ender det hele godt og vi har nu arrangeret at vi får vores ting på tirsdag mellem kl 8.30 og 9.30 og så er det et spørgsmål om hvor hurtigt de kan tømme containeren. Vi har bedt dem om kun at pakke de store ting ud og samle hvad der er blevet skilt af, hvis de skal tømme kasserne med vores ting i, så bliver de bare sat på gulvet eller bordet eller hvor de kan finde plads, de sætter ikke noget i skabe, så jeg tror jeg foretrækker at gøre det selv. Det vigtigste lige nu er at få vores senge. Pigerne især Veronika lider ved at ligge på gulvet, vi har jo gulvtæpper på over det hele så om natten kan hun næsten ikke få luft pga støvet fra gulvtæpperne. Vi kørte hjem og blev klædt om, vi skulle nemlig til fest på Karolina og Amalies skole, til "Soch hop" en 50´er fest, man skulle gerne komme udklædt som i 50´erne, ikke lige noget vi kunne klare men det viste sig at vi var ikke de eneste der ikke var klædt ud, der var nogle der virkelig have gjort noget ud af det og hele gymnastiksalen var pyntet op til fest. Vi fik hentet Jakob og så kørte vi over til skolen. Det var lettere kaotisk, man skulle stå i kø for at få madbilletterne, vi havde nemlig købt billetter til spisning også. Da vi havde fået vores billetter stillede vi os i kø for at få udleveret vores mad, en burger, en pose chips og et glas lemonade (værsgo det var så dagens aftensmad, ikke lige noget man bliver mæt af...). Og så var det ellers om at finde et sted at sidde ved et af de mange langborder. det er lidt svært når man ikke helt er klar over konceptet. Men vi fandt os en plads ved siden af en mor til en fra Karolinas klasse, men ligeså snart hun var færdig med at spise rejset hun sig og så sad vi ellers der. Men heldigvis gik der ikke lang tid inden der kom en anden mor og satte sig (resten af hendes familie måtte stå i kø, for nu havde hun besluttede sig for at hilse på os) hun var mor til en dreng fra Karolinas klasse og hendes fars familie kom fra Danmark, så hun var rigtig nysgerrig og ville gerne fortælle om hendes familie. Da hun var færdig rejste hun sig for at finde hendes familie og så gik der ikke længe inden der kom en anden mor og snakkede og der sad vi med burgersnask på hænderne, ketchup i mundvigen og skulle hilse på jeg ved ikke hvor mange mødre til børn i pigernes klasse. Ligeså snart pigerne var færdige med at spise var de forsvundet ud til deres klassekammerater, det var så dejligt at se dem lege rundt og grine. Selv Veronika morede sig rigtig godt og der blev leget fangeleg og andre sjove lege ude på legepladsen. Vi fik hilst på både Ms Monreal og hendes kæreste og på Ms Claybrook, som også inviterede os over til middag en aften, nu havde hun fortalt hendes mand så meget om den danske familie at han simpelthen blev nød til at møde dem. Desuden har Karolina allerede besluttet at Ms Claybrook skal med os hjem til Danmark når vi rejser hjem og hun kan bare bo hos os sammen med hendes mand og hund. det kan godt være at der bliver lidt trængt med plads på Bringekrogen 7. Da vi havde spist og fået hilst på rigtig mange og ikke havde set vores børn i ret lang tid, besluttede vi os for at gå på jagt efter dem, de var på legepladsen og der blev vi så introduceret til Ava Roses far, ham og Jakob fik en rigtig god snak. Klokken 20 var festen forbi og pigerne var godt våde af at have rendt rundt og leget fangeleg hele aften, husk på at selv kl 20 er temperaturen ikke faldet til meget under de 35, så det var varmt. Da vi kom hjem måtte vi simpelthen have en øl på terressen. At være til fest og så kun få et glas lemonade er ikke lige hvad vi havde forventet, nu kan jeg bedre forstå hvorfor alle gik rundt med en drikkedunk. Det var en total kaotisk fest, vi fandt aldrig rigtig ud af hvad det hele gik ud på, der var åbentbart også nogle konkurrencer, men det gik lidt hen over hovedet på os. vi fandt dog ud af at der bliver holdt sådan nogle fester et par gange om året og en af dem er uden børn - gad vide om det udvikler sig til at man måske kan få en alkoholdfri øl eller bliver det til abefest som det ofte gør derhjemme?? Men det finder vi vist først ud af engang til foråret.

Det var "lidt" om hvad der er sket i den forgangene uge. Nu glæder vi os rigtig meget til tirsdag hvor vi får vores ting.

Knus fra "the cowboy and the cowgirls"