lørdag den 31. december 2011

Nytårsaften

Efter en meget hurtig morgenmad, tog Jakob og jeg ud for at handle ind til vores Nytårsaftens middag. Pigerne blev hjemme og hyggede sig imens. Vi ville have haft østers, men de havde ingen friske, kun nogle på dåse og det var ikke lige det vi var på jagt efter. I stedet fik vi købt noget Sushi og en lille fætter af en hummer, som virkelig sprællede ret meget da den blev taget op af vandet.

Da vi kom hjem fik vi puttet vores lille fætter i vasken med is og et vådt viskestykke over sig, og så håbede vi at han kunne holde sig i live indtil vi skulle koge ham.

Lidt i 11 var alle bænket rundt om bordet med hver et glas, vi fik bobler og pigerne fik en "sunrise", da vi pludselig på P1 høre at man havde lukket op for at alle i udlandet kan se Dronningens Nytårstale live via DR.dk. Det var virkelig en god nyhed, så Jakob fik straks fundet DR og så sad vi alle placeret rundt om computeren for at vi alle kunne se hende. At solen skinnede fra en skyfri himmel udenfor og at kl kun var 11 om formiddagen gjorde ikke noget, nu var det en rigtig nytårs"aften".



Efter nytårstalen var der "fri leg", pigerne satte sig ind på Veronikas værelse og legede, Jakob og jeg satte os og læste mens vi drak de sidste bobler.


Om eftermiddagen gjorde vi noget som vi aldrig har prøvet før, vi tog ned til Barton Spring Pool og hoppede i vandet, solen skinnede som sagt fra en skyfri himmel og det var omkring de 23 grader, så det var rigtig dejligt. Vi var ikke de eneste der havde fået den ide, herover kalder man det "the Polar Bear swim" når man hopper i vandet på denne årstid, for det er jo alt for koldt. Mange af dem som vi har talt med har sagt at de aldrig kunne finde på at hoppe i vandet i den kulde... Vi syntes det var dejligt.

Lidt billeder fra vores "Polar Bear Swim"




Jakob så åbentbart noget meget sjovt eller... Det er ihvertfald et meget smøret smil han har på læben...
Mange af de kvinder vi mødte i omklædningsrummet var meget imponeret over at pigerne havde været i og ikke så ud som om de var ved at død af kulde....Vi prøvede at forklarer at for os var vandet eller luften bestemt ikke kold, men jeg tror ikke rigtig at de troede på os.

Inden vi kørte hjem tog vi lige et smut ind om Wholefood, for at se om vi skulle være så heldig at finde nogle friske østers...Det var vi, så vi fik købt så der lige var et par stykker til os hver. Dejligt.
Hjemme igen efter vores dejlige dukkert var det blevet tid til en enkelt drink på teressen, men inden da fik vi lige tjekket hvordan fætteren havde det, og han så godt nok lidt sløv ud, så vi valgte at koge ham med det samme og ikke vente til vi skulle spise ham. Da vi købte ham fortalte ekspedienten at det var meget vigtigt at han blev kogt ikke mere end 30 min efter at han var død, for så ville han frigive nogle giftstoffer. Vi blev enige om at ekspedienten nok var lidt hysterisk, men på den anden side havde vi heller ikke lyst til at tage nogle chancer og lige meget hvor meget vi skubbede til ham virkede det ikke som om han gad reagere. Så i det kogende vand med ham...

Kl 17 hoppede vi allesammen ned af stolene for at ønske jer alle en rigtig god dansk nytår.


Så var det efterhånden blevet tid til at der skulle laves de første forberedelser til nytårsmiddagen. Mens vi lavede det, legede pigerne og kreative er de da...



Menuen bestod af Østers, Sushi og Hummer med hjemmerørt mayo



Inden vi gik igang med at spise hummer var der behov for at blive rørt, så vi tog allesammen en dyst inde foran WII´en, der blev virkelig danset igennem.


Vi var færdige med at spise omkring kl 23 og derefter blev der sat musik på og så fik vi os alle en svingom i stuen.


Så var det også ved at blive midnat her hos os, og da ingen af os egentlig havde lyst til flere bobler, blev det til en cacao til pigerne og kaffe til os, hvilke også passede meget godt til den hjemmelavede kransekage.


Vi hoppede endnu engang ind i det nye år, denne gang på det rigtige klokkeslet dog uden at få sunget Kong Christian, vi gav det et forsøg men vi kunne ikke rigtig huske teksten...Men vi fik spist vores kransekage. Derefter lavede vi simpelthen hygge inde i vores dobbeltseng, alle gik i seng og efterhånden som pigerne faldt i søvn bar vi dem ind i deres egen seng, dvs vi måtte tilsidst sige til Veronika at nu var det sengetid.

Karolina insisterede på at Gerbil også skulle være med nytårsaften, for ellers ville hun blive ked af det. Det endte da også med at Karolina efter at vi havde hoppet ind i det nye år endnu engang hoppede ind i det sammen med gerbil. Så nu har den oplevet en dansk nytårsaften...


RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE

fredag den 30. december 2011

Fredag d. 30. december

Det blev til en aktiv dag, juletræet blev sat udenfor, der blev støvsuget og gjort rent i hele huset. Og så var det tid til at forsøge om min hjemmelavede surdej var til noget eller om det endnu engang var mislykkedes...JU-HUUUU det lykkedes, der kom de lækreste rugbrød ud af det, så nu er vi selvforsynende med rugbrød. Ikke dårligt.

Om aften skulle jeg ud og spise med en mor til en pige i Karolinas klasse. Rachel kom kl 17.30 med Leah og mens at vi to mødre var ude og spise skulle Leah spise og lege her. Jakob biksede noget mad sammen til alle pigerne, og de fik virkelig hygget sig.

Vi to kvinder kørte over til et bryggeri der hedder North by Northwest hvor vi startede med at få nogle små smagsprøver på lidt forskelligt øl, så vi kunne vælge hvilken vi helst ville have, vi fik også bestilt lidt mad og så gik snakken ellers.

Det var Rachel der kørte og da vi havde fået et par pints hver besluttede vi at det nok var bedre at køre hjem inden der gik alt for meget fest i den. Men hun sagde bestemt ikke nej til at komme ind til en enkelt øl inden hun skulle hjem med Leah. De skulle begge tideligt op dagen efter, hun skulle et par timer på arbejde og Leah skulle i Camp mens hun var på arbejde.

torsdag den 29. december 2011

Torsdag d. 29. december

Det blev til en hygge dag hvor vi ikke rigtig lavede noget. Først om aften, da det var blevet mørkt kørte vi afsted ned til Zilker park hvor vi havde hørt at der skulle være et stort juletræ med lys og at det var tradition at folk fra Austin tog derned i løbet af december og drejede rundt under det, så det skulle vi naturligvis også prøve.

Det var ikke lige et juletræ, men en lysmast hvor der var trukket lyskæder ud fra. Det så ikke ud af så meget da vi kom, for der var det endnu ikke blevet helt mørkt endnu, så mens vi ventede på at mørket skulle indfinde sig, var der tid til at vi kunne få en kop varm kakao.



Da mørket faldt på kom der også flere folk og vi kunne se hvorfor det var så populært at tage ned og dreje rundt om træet.


Og sådan ser det ud når man drejer rundt under træet


Efter at vi havde været i Zilkerpark forsøgt vi endnu engang med julelyset på 37th street og denne gang fandt vi det. Der var virkelig noget underligt imellem, det var ikke fordi det hele var flot. De har mere et ry for at lave "underligt" julelys...


Efter en tur op og ned af gaden tog vi retur til Baywood Drive.

onsdag den 28. december 2011

Onsdag d. 28. december

Det blev ikke en morgen hvor vi sov længe, for vi skulle på tur. Så efter morgenmaden kørte vi afsted mod "The Enchanted Rock" og byen Fredericksburg, en tur der tog ca 2 - 2½ time at køre.

Vi kørte stille og roligt igennem Fredericksburg da vi skulle ud til Enchanted Rock. Fredericksburg er oprindelig en tysk by og de har bibeholdt den tyske stil. Mange amerikanske turister valfarter til byen. Vi skulle igennem den for at komme ud til vores bestemmelsessted.

The Enchanted Rock er en kæmpe rosa granit klippe/sten der ligger ud i Llano uplift. Enchanted Rock dækker over ca 260 ha og har en stigning på 130 m over resten af området, så der er en fantastisk udsigt oppe fra toppen. Alt i alt stiger enchanted Rock 556 m over havets overflad. Det er den største af disse rosa granit sten i USA. Det er kun en lille del af klippen som ligger over jorden, når man ser de tegninger der er lavet ude ved klippen kan man se hvor stor den egentlig er.

Vi måtte holde i kø i en del tid for at komme ind på parkeringsområdet. Men da vi først var kommet derind og havde betalt var der ingen problemer med at finde en parkeringsplads. Og det var helt sikkert at vi var ikke de eneste der havde fået den ide at tage ud og se klippen.

Efter mange ture i Italien har jeg lært af erfaring at det nytter ikke noget hvis mit blodsukker falder, for så bliver jeg meget hurtigt knotten, og jeg kunne mærke at der ikke var længe til det ville ske, derfor holdt jeg på at jeg blev nød til at have en cola inden jeg skulle nogle steder. Så jeg stillede mig i køen ved den eneste lille foodtrailer der var på stedet. De andre begyndte at bestige klippen, for hvor længe kunne det tage at købe en cola...Ret lang tid skal jeg lige lov for, hun var bestemt ikke den hurtigst knallert på kajen, alle bevægelser var i slowmotion, og jeg blev mere og mere hidsig, så da det endelig var min tur og jeg havde fået min cola var jeg oppe i det røde felt. De andre var vendt om igen efter at have gået et stykke, for de kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke kom, så da jeg mødte dem kunne Jakob godt se at man ikke skulle sige meget forkert til mig. Det hjalp heldigvis ligeså snart jeg havde fået hældt noget sukker på vognen....Og så kunne vi i fællesskab begynde at kravle op på toppen.

Udsigten deroppe fra kan ikke beskrives, den skal opleves. Så her er en række billeder fra turen derop og fra toppe hvor det virkelig blæste, men ellers var vejret med os, høj sol og dejlig varme...


Efter at have brugt en del timer på klippen og efter at både Jakob og jeg op til flere gange var ved at få et hjerteanfald fordi Karolina og Amalie syntes at det var sjovt at hoppe rundt, og at de ikke hele tiden var klar over hvor lagt der var ned og klar over at der var ret mange revner hvor en lille tøs sagtens kunne komme alvorligt tilskade. Så tog vi retur til Fredericksburg hvor vi gik en tur på hovedgaden hvor mange af bygningerne var virkelig fine.

Vi var blevet lidt sultne efter den gåtur på encharted rock, så vi fandt en "rigtig" tysk restaurant, hvor pigerne fik hver en burger. Jakob og jeg delte en tysk platte bestående af 2 forskellige pælser, sauerkraut, kartoffelsalat og rødkål.


Efter den meget sene frokost gik vi tilbage til bilen. Her er lige nogle billeder fra Fredericksburg...



Da vi syntes at vi havde "gjort" Fredericksburg, vendte vi nøsen retur mor Austin, endnu en køretur på 2-2½ time. Der var meget stille på bagsædet, ikke at de sov men de havde virkelig fået brugt noget krudt, så de sad bare og så ud af vinduet. Vi kørte forbi nogle af Texas vinproducenter, men desværre havde de lukket, så en vinsmagningstur må vi have tilgode til en anden gang.

Da vi kom hjem fik vi lige lidt mad og så var det ellers bare i seng.