Lørdag d. 18. februar

Efter morgenmaden kørte vi over til banken som åbnede kl 10. Vi var klar til at få lavet checken, så vi kunne køre ud og hente vores nye bil, men så let skulle det ikke være. Vi skulle lige igennem en nervepirrerende halv time. Jakob have de fleste penge stående på hans amerikanske konto, men vi manglede lidt som skulle hæves på hans masterkort, men han kunne simpelthen ikke få lov til at hæve nok - underligt, nå men så kunne jeg heldigvis hæve på mit masterkort - troede jeg, men nej, jeg kunne heller ikke få lov til at hæve det fulde beløb vi skulle bruge, så det endte med at jeg hævede hvad jeg kunne på mit master og visa og Jakob gjorde det samme og med de kontanter vi havde på os, havde vi lige præcis nok til at vi kunne få lavet den check der skulle bruges til bilforhandleren. I alt den tid vi havde stået og forsøgt med både det ene og det andet kort, havde vi virkelig underholdt hele banken, men der var lige et tidspunkt hvor vi tænkte, der røg den bil...

Med checken godt gemt væk kørte vi mod Killeen. Stemningen er høj, vi skal op og hente vores nye bil. Forhandleren nåede da også og ringe for at spørger om vi havde fortrydt købet, det var nemlig meningen at vi skulle være deroppe i første omgang kl. 10, men det var inden vi fandt ud af at Jakob havde problemer med at hæve penge om fredagen, derefter kl 12, men det nåede vi heller ikke pga de problemer i banken. Da vi kommer derop fik Jakob skrevet under på alle papirerne, i og med at jeg er med på Jakobs visum er det ham der skal står på alle papirerne.

Det begyndte virkelig at regne mens vi var deroppe, så meget at vi måtte sidde og vente på, at det stilnede lidt af, inden vi kunne køre hjemad. Jakob og Karolina i den gamle bil og vi andre i vores spritnye bil. Den kører som en drøm og er kæmpe stor.

Vi sender i den grad taknemmelige tanker til mormor, for at have hjulpe os med at kunne få denne her drøm til at gå i opfyldelse så meget hurtigere end vi havde turde håbe på. TAK MORMOR.

Hjemme igen var det blevet tid til at få pigerne i bad og få gjort Veronikas værelse klar til at farfar og Lone skulle komme om aften.

Kl. 19 gik vi over til Veronica og Victor. Victor havde inviteret til hans 40 års fødselsdag og den dekoration vi havde lavet ude foran hoveddøren var der stadig. Vi var, som forventet de første, Argentinere har det med at komme meget senere end de er inviteret til. Men i og med at vi skulle gå tidligt for at køre i lufthavnen var vi kommet til tiden. Vi fik lidt mad og snakket lidt og omkring kl 20.15 kørte vi til lufthavnen.

Det var fantastisk at kunne køre i den nye bil, og vi kunne både tale sammen uden at skulle råbe når vi kørte hurtigere end 50 miles og vi kunne høre musik og både skrue op og ned for lyden (det kan man nemlig først i den gamle bil, når man havde kørt omkring i 30 min - den skal lige varmes op inden den vil reagere på volumeknappen)

Vi fandt farfar og Lone ved bagagebåndet, vi havde slet ikke set at de var kommet ned af rulletrappen.

De var vist noget overrasket over at se os alle komme for at hente dem, vi kunne da heller ikke lade være med at lave lidt sjov med dem og sige at enten skulle de have Karolina og Amalie på skødet eller de måtte tage en Taxi hjem. De vidste jo ikke noget om at vi havde fået den nye bil.

Hjemme igen fik vi lidt og drikke og derefter ville farfar og Lone gerne i seng, for de var godt brugte efter turen.