Jeg kørte på Hill og der var absolut intet at lave, men det var ok denne gang, for der var nok at se på. Der var nemlig Science præsentation. Alle 3 klasser havde lavet et science projekt enten klassevis eller gruppevis i klasserne, alle 4 og 5 klasses elever havde alle lavet et projekt og det skulle præsenteres overfor nogle "dommere" der så gav dem en karakter for det. Så alle projekter var stillet op i gangen og der var en aktivitet uden lige.
Men det betød også, da Amalie kom for at hente mig, så vi kunne spise frokost sammen, at vi ikke kunne sidde der hvor vi normalt sidder. Vi måtte simpelthen sætte os udenfor, men så er det jo rigtig godt at vejret er godt, selv i februar...
Efter at have spist frokost med pigerne og de var gået ind i deres klasse igen, kørte jeg ud til dyrehandleren for at købe de sidste par ting som vi skulle bruge til vores gerbils. Derefter hentede jeg pigerne og så var det ellers hjem og samle bur...eller det troede vi. For da vi først fik åbnet pakken viste det sig at det kun var et bur man kunne sætte ovenpå et akvarium for at udvide deres plads....Rigtig smart, men ikke når man ikke har et akvarium. Så nu var gode råd dyre, for vi skulle jo hente de to små fredag eftermiddag. Jeg satte mig ned og begyndte at surfe på nettet for at se om jeg kunne finde et akvarium der ikke kostede en bondegård. Det lykkedes mig at finde et i den anden ende af byen til den nette sum af $12, og de ville gerne sætte det til side til fredag morgen.
Da Jakob kom hjem blev vi enige om at det nok var bedre at vente med aftensmaden indtil vi havde været på Hill, hvor alle forældre var inviteret op for at se deres børns scienceprojekt. Og der var ikke åbent hus før efter kl 18.30.
Der var godt nok rigtig mange der havde valgt at tage op for at se ders barns projekt, vi mødte også en del fra pigernes klasse og vi fik lavet en legeaftale med Carmen til søndag eftermiddag.
Pigerne viste stolt deres projekter frem.
I Karolinas klasse havde man valgt at lave et klasseprojekt. Projektet gik ud på at de tog et stykke gulvtæppe og så smurte de forskellige ting ud på det så som syltetøj, saftevand mm, efter at det havde stået i et par dage valgte de 4 forskellige slags rengøringsmidler og forsøget gik så ud på at finde ud af hvilke af dem der virkede bedste på hvilke pletter.
I Amalies klasse havde Ms Monreal valgt at de skulle lave deres projekt gruppevis. Amalie lavede hendes projekt sammen med de 4 hun sidder sammen med ved bordet, Remi og 3 drenge. Deres projekt gik ud på at se hvilke af 6 forskellige typer væske bl.a. sodavand, mælk, Juice og vand der hurtigst fordampede ved at stå udenfor.
Pigernes projekter var udstillet inde på biblioteket, det er et meget imponerende bibliotek de har på Hill, det er meget tydeligt at de får rigtig mange midler fra forældrene. Der er lige investeret i sprit nye touch screen computer til børnene. Derudover er der en sofa og der er lavet et hjørne hvor der er højtlæsning for børnene, forleden var der en forfatter inde for at læse højt fra hans nye børnebog.
Bibliotektet får også nye bøger ved at forældrene kan melde sit barn ind i Hill Birthday Book Club. Hver 14. dag bliver de børn der har fødselsdag i den periode, som naturligvis er meldt ind i klubben, taget op på scenen ved morgensamlingen og så har deres forældre betalt for en bog til Hill bibliotek hvor barnets navn er skrevet ind i bogen. Bibliotekaren læser titlen højt og fortæller hvilke barn der har doneret bogen. Og så får hver barn en blyant og der bliver sunget fødselsdagssang. Det er jo en meget god måde at sørger for at der kommer nye bøger til bibliotektet.
Som I kan se er der en del børn der er med i birthday book club.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar