Mandag, efter at have afleveret pigerne kørte jeg direkte ind til Caritas, hvor der allerede var en del der var i communityservice, så der var ikke så meget at lave for de frivillige der var mødt op, men der blev da lige snittet nogle løg og lavet en salat inden jeg fik afvide at hvis jeg ville måtte jeg gerne køre hjem igen.
På vej hjem var jeg lige inde i Wholefood og fik købt kerner ind til en omgang rugbrød og derefter retur til Far West hvor jeg fik købt ind til aftensmaden.
Pigerne blev hentet fra skole og mens de sad og lavede lektier kom Charlie (vores landlord) over med en græsslåmaskine, græsset eller retter ukrudtet var efterhånden nået op i en højde hvor en le nok ville have været bedre.
Lige inden vi skal i seng konstatere Jakob at han vist har knækket en tand, han mener selv at det nok er på det nybagte rugbrød, men den køber jeg ikke.
Tirsdag, efter at jeg havde afleveret hele flokken og egentlig var på vej til min frisør, ringer Karolina grædene i telefonen, jeg har glemt at give dem penge med til den bookfair der var på skolen, hver klasse havde fået tildelt 30 min hver på biblioteket, hvor de kunne købe bøger, og Karolina havde allerede udset sig hvad hun skulle købe og så var det jo katastrofalt hvis hun ikke fik nogle penge. Så jeg måtte ringe til min frisør for at sige at jeg kom lidt for sent og så op på pigernes skole hvor jeg lige måtte igennem en diskution med dem om hvor mange penge de måtte bruge. Problemet med bookfair var nemlig at det ikke kun var bøger de kunne købe, der var også rigtig manget skrammel, som jeg desværre godt kunne frygte at pigerne ville vælge, derfor endte vi med at de fik lidt som de kunne bruge som de ville og så kunne de skrive en ønskeliste og så kunne vi se på det.
Da jeg ankom til frisøren (Mona), var hun rigtig glad for at jeg havde ringet og sagt at jeg lige skulle op med penge, for hun havde også glemt at give hendes datter (som går i Karolinas klasse) penge med, så det havde hun lige nået at fået arrangeret inden jeg kom.
Hjemme igen måtte jeg simpelthen lægge mig, pga en gang migræne, men heldigvis var jeg frisk igen da det var blevet tid til at hente pigerne. De skulle nemlig også klippes, så jeg kørte ned til Mona med dem og der gik ikke længe inden at de underholdte hende, så mens de blev klippet kørte jeg op og hentede Veronika der også skulle klippes. Da vi kom tilbage var de igang med at hjælpe Mona med at vaske hår på hinanden, for som de tørt kunne konstatere, så slap de jo for at skulle i bad når de kom hjem.... Veronika blev klippet og endte med at bryde sammen, fordi hun simpelthen mente at hun nærmest var døden nær af sult...Mona var bange for at det var hende der havde sagt noget, og det havde hun på en måde også, da hun ikke forstod hvorfor Veronika græd, begyndte hun at stille spørgsmål om hvad Veronikas ynglingsret var og hvad hun ikke kunne lide af mad. Mona var i den tro at hun kunne adsprede Veronikas tanker men hun forstærkede Veronikas sult...Sikke et show.
Hjemme igen fik Veronika lidt mad, så hun kunne klare at tage til basket. Hun kunne nemlig ikke nå at spise aftensmad inden hun skulle afsted, så det blev til efter hendes træning. Hendes sidste træningsaften inden sæsonen er slut, nu var der kun en semifinale kamp tilbage som skulle spilles lørdag morgen og hvis det bliver en sejr er der finalekamp lørdag eftermiddag. Da jeg hentede hende til basket måtte jeg lige høre hendes træner, der er tandlæge, om han evt kunne hjælpe med Jakobs tand. Han tog ikke patienter ind fra den forsikring vi har gennem UT, men ville naturligvis gerne hjælpe hvis Jakob var i mange smerter, vi aftalte at jeg skulle ringe til hans sekretær dagen efter, for så kunne hun vejlede os til hvordan vi kom videre.
Onsdag, tog jeg igen ind til Caritas efter at jeg havde afleveret pigerne. Desværre oplevede jeg endnu engang at der var alt for mange hjælpere derinde, så da kl var 11 blev Julie (en anden pige (min alder) der også kommer om onsdagen) og jeg enige om at det var lidt spild af vores tid, bare at stå og kigge ud i luften, der var alt for mange til at gøre arbejdet så vi valgte at køre hjem. Jeg besluttede også at skære det ned til en gang om ugen, for nu var det rigtig mange gange at jeg oplevede at der var alt for mange mennesker.
Hjemme gik jeg ellers igang med at finde en tandlæge til Jakob, jeg fik ringet til coaches sekretær og hun fortalte mig hvordan jeg kom videre. Coach havde også sendt et navn til os, som han vidste var god og som han mente tog ind fra UT forsikring. Men inden man overhovedet kan komme til tandlægen, skal man først ringe og tale med dem, finde ud af om de vil have en, lave en aftale, derefter skal man ringe til forsikringsselskabet og informere dem om de data og de tager så stilling til om man kan blive patient hos den tandlæge, så man kan ikke lige gå ud fra at man er heldig i første hug. Det tog mig et par timer at komme igennem til forsikringsselskabet og finde ud af hvordan vi skulle forholde os. Men Jakob skulle selv ringe til tandlægen og få en tid.
Pigerne blev hentet og så var det tid til lektier og hvad der ellers følger med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar