Anderson High School football match - Torsdag d. 6. oktober

Efter den normale aflevering tog jeg ud og fik handlet ind. Det var torsdag og jeg skulle på Hill for at sidde på kontoret. Denne gang var der dog en del mere at lave. Og hvilke udfordring det var, jeg var lige ved ikke at kunne finde ud af det... Er I klar til at høre om den meget avancerede opgave ? Opgaven gik ud på at jeg fik en stak labels der allerede var printet med elevernes navne klassevis, jeg skulle så tage det antal kuverter der var elever i den enkelte klasse og hæfte arket med labels på. Jeg måtte ikke sætte labels på kuverterne, det skulle lærerne selv gøre, for de skulle nødig tro at det var en service man ville yde fra kontoret fremover. Derfor sad jeg og talte kuverter satte et gummibånd rundt om stakken sammen med labels. Svær og meget avanceret opgave ikk? Nej helt ærligt det var ok, jeg fik snakket lidt med de andre på kontoret, hilst på rigtig mange forældre og lærer. Og så kom pigerne også lige på besøg. Kl 11.50 kom Amalie, for så var det blevet tid til frokost. Vi havde aftalt at vi alle 3 skulle købe i boden, for jeg kan jo ikke rigtig klage over maden før jeg har smagt den. Det kan jeg så nu... Hold da op det var noget af en oplevelse og ikke just en af de positive. Vi stillede os op i køen, først tilbud var rester fra dagen før. Man kunne vælge mellem en bolle med noget meget ubestemmeligt lyserødt kød indeni og og en bolle med noget der lignede et spejlæg i...Lækkert så det ikke ud. Andet tilbud var 2 taco-skaller (Det valgte vi) vi fik en bakke hvor der lå de to skaller på, derefter fik vi en lille skål med lidt kødsovs. Man kunne så vælge mellem enten et æble eller en lille skål med meget lidt salat og 10 tern tomat. Og sidst men ikke mindst den obligatoriske pose chips. Alt andet end et sundt og nærende måltid. Og så smagte det virkeligt meget dårligt. Jeg var virkelig overrasket over at sidde og se på for det første hvad de forældre der kommer og spiser med deres børn, hvad de tager med af mad. Der var alt ligefra en pose med McDonalds mad, Pizza til dognuts. Jeg har endnu ikke set en enest forældre komme med en hjemmesmurt sandwich eller andet lavet hjemme. Til for det andet at observere hvor meget mad der bliver smidt ud. Klasserne kommer ind med 10 minutters mellemrum, de har 30 min frokostpause. Ca 5 min før deres pause er færdig kommer en af dem der går rundt og tørre borde af hen og siger at nu er det tid til at pakke sammen. Så går klassen op og stille sig på en række og går derefter hen forbi 3 store skraldespande hvor der står en fra kantinen og sortere affaldet. Dette betyder også at man skal åbne sin madkasse og det der ikke kan holde sig bliver smidt ud. Med andre ord man har som forældre ingen føling med hvor meget eller hvad ens barn har spist af madpakken, for det ender i skraldespanden.

Efter frokosten gik jeg ind på kontoret igen og blev færdig med at stakke kuverter. På vej hjem mødte jeg hende fra Tyskland som har boet her i 8 år. Vi fik os igen en rigtig god snak, hun er ved at være klar til enten at få et job men allerhelst vil hun gerne hjem igen. Nu syntes hun at hun har fået nok af USA og så vil hun gerne have at hendes 3 børn også lære lidt mere tysk og når at gå i tysk skole.

Da jeg kom hjem var det kun for en kort bemærkning, så var det tid til at hente pigerne. Vi kom hjem og så blev der lavet lektier, indtil vi skulle hente Veronika. Da vi kom hjem kom Nico ind for at høre om Veronika eller en af de andre piger kunne lege, men det var der ikke rigtig tid til, for vi havde planlagt at vi skulle ind og se en vaskeægte football match. Dog kun på high school niveau.

Efter at Jakob var hentet og Veronika også havde fået lavet lektier og vi have fået lidt mad begav vi os så ind mod byen, nærmere bestemt House Park hvor Anderson High School skulle spille mod West Lake High School. "vores" hold var Anderson, skolen ligger lige bagved Karolina og Amalies skole, så vi høre dem øve med orkesteret hver morgen når vi aflevere, det er meget hyggeligt. Og som Veronika meget hurtigt spottede, så er deres farver blå og hvid = FCK

Det er nemlig ikke unormalt at man møder ind lidt tidligere for at øve, når Veronika tager i skole og vi lige er inde for at sætte hendes violin af i orkesterlokalet, så sidder der altid nogle elever der er ved at få undervisning, vi kan se at football drengene på Veronikas skole også møder tidligere ind for at træne og nu ved vi så også at orkesteret på Anderson møder tidligere ind for at træne.



Nå men vi ankom i god tid, for vi ville være sikker på at vi kunne få billetter, man køber ved døren, og vi skulle da også ind og mærke stemningen. Men vi ved også fremover at der ikke er nogle grund til at komme i så god tid, for der var ikke mange på tilskuespladserne. Lige før drengene kom på banen så kam der en del flere og under første "quarter" kom der rigtig mange. Pludselig var hele stadion fyldt. Og vi mødte en del fra Karolina og Amalies skole, bl.a. en fra karolinas klasse som de skulle til fødselsdag hos om søndagen, det var faktisk hendes fødselsdag, så spørgsmålet er om det var hendes ønske at komme derind eller om det var farens. Vi mødte også skolesekretæren, hun sad lige bag ved os, så Karolina og Amalie sad også oppe hos hende engang imellem.

Kampen startede og det var bare sjovt at se det "in real live", der sker så meget mere på banen end på en dansk fodbold bane. Og så det en del af de folk der kom dumpende i løbet af første "quarter" kom for - nemlig pausen. Der var et helt utroligt show, først kom modstanderens skoleorkester på, mens de spillede gik de rundt mellem hinanden i forskellige mønstre, og der kom også nogle små dansemus ind, så der blev danset med flag og stave der blev kastet op i luften. Derefter kom Andersons skoleorkester ind og de lavede også et show både orkesteret og dansere. Alt i alt var der vel under Andersons show omkring 150 elever på banen på engang. Og det så på intet tidspunkt rodet eller forvirrende ud.

Vi valgte sammen med en del andre at forlade kampen lige inden 4 "quarter" for det var trods alt skoledag for pigerne dagen efter og på det tidspunkt var klokken blevet 21.30 og Anderson kunne under ingen omstændigheder vinde. Da vi gik var stillingen 40-7 og der var 15 min tilbage...Ikke en chance.

Alle var enige om at det bestemt ikke var sidste gang at vi skal ind og se dem spille, næste gang ville det så bare være sjovt at se dem vinde. Når man så hvor meget gang der var i deres orkester der stod på tilskuerpladserne lige ved siden af os, og man tænker på hvor meget de var bagud, så kan jeg slet ikke forestille mig hvor meget gang der er i dem hvis de er foran. Vi har senere hørt (fra Amalies lærer Ms Monreal, som bare ved alt om Football) at West Lake faktisk op til flere gange havde vundet det nationale mesterskab i Texas, så det var ventet at Anderson ville blive banket ud af banen.