søndag den 23. oktober 2011

Hiking and Picknic - Søndag d. 23. oktober

Efter en stille og rolig morgenmad, ikke at vi sov længe eller fik ekstra god morgenmad, med det at kunne gøre det i eget tempo var da egentlig meget godt til en afveksling. Nå, men efter morgenmaden kørte vi ud for at hente pigerne. Da vi kom blev vi budt på en kop kaffe. Pigerne var ihvertfald ikke klar tilat tage med hjem, de havde haft det så sjovt og der var virkelig gået hygge i den. Karolina og Amalie havde været med Uffe ude og køre i hans jeep, det havde de syntes var fantastisk. Veronika og Nikolas havde spillet fodbold og skak. Ved ikke lige hvem der havde banket hvem i hvad, men de var begge godt tilfredse, så det var kun lille Christian der vist havde syntes at det var lidt trælst at der ikke var nogle på hans alder. Efter kaffen hjalp Jakob lige Uffe med at få flyttet nogle træer op i nogle store krukker. Inden vi kørte hjem aftalte vi at mødes til en picknic i Zilker park om aften.

Da vi kom hjem blev der lavet de sidste lektier, tasker blev pakket og alt gjort klar til endnu en uge. Kl 15 sad vi i bilen igen denne gang for at køre ned til Sandy (Jakobs mentor fra UT) og hendes mand, som havde spurgt om vi havde lyst til at komme med på en gåtur i deres område. De bor ned til Barton Spring og der er en fantastisk natur, klipper og en del huler. De havde pakket tasken med vand og nogle muslibarer (hvilket de gør det helt vildt meget i herover, man kan simplethen få dem med alle mulige forskellige smag) nok ikke ligeså sundt som det lige lyder med mysli...

Det var virkelig en rigtig god gåtur op og med af klipper, igennem tørre områder hvor det kun var kaktuser der kunne vokse, gennem en skov hvor man følte sig hensat til en troldeskov, træerne var gamle og krogede, ned til det der på et tidspunkt igen bliver til en flod, og videre ned til hulerne, vi havde glemt lommelygter, så vi kunne ikke rigtig gå ind i dem.






Da vi gik igennem området med katusser fortalte Sandy at Mexikanerne spiser blomsten på kaktussen og at det skulle være godt, hun havde ikke selv smagt det. Der går ikke længe før så står Karolina inde mellem kaktusserne og forsøger at få en blomst af, for den kunne jo spises, så den skulle vi have med hjem...Hvad sker der ?? Tja vi siger et par gange at hun skal komme ud derinde fra, men hvis hun liiigeee kunne strække sig lidt mere, så ville hun have fat i den...Nej Karolina fik ikke fat i den, for pludselig finder hun ud af at kaktusser stikker når man rører ved dem, og at det gør ret ondt...Så nu har hun lært det, i lang tid gik hun og ømmede sig over at hun havde fået torne ind i fingrene. Men man må give hende at hun virkelig gjorde et godt forsøg.

















Efter en god gåtur på ligeved 2 timer, kørte vi til Zilkerpark hvor vi havde aftalt at mødes med Uffe, Alison og deres 3 børn. Alison var desværre blevet syg, og det var så slemt at hun var kørt på skadestuen. Og så er det slemt, når man tænker på hvad det koster. Regningen får man først en måned efter, men bare det at gå ind af døren på skadestuen og indskrive dig er de første $100, så man er sikker på at dem der kommer på skadestuen virkelig mener det.

Vi fik lige slukket den værste tørst med en øl inden vi havde lovet børnene at vi ville spille fodbold med dem, først spillede vi de voksne mod børn, det gik ikke så godt, Veronika spillede høj bold og ramte en medspiller i hovedet istedet for målet. Men efter en lille pause var alle klar igen, de voksne vandt naturligvis. Så lavede vi holdene om til familien Fløe-Holm mod familien Petersen, det gik heller ikke så godt for os, vi måtte erkende at vi havde en dårlig dag. Og da Uffe og Nikolas kom til at blærer sig lidt for meget over at de havde vundet, knækkede filmen for Veronika, hun gad sgu ikke spille fodbold med sådan en blærerfamilie... Vi blev enige om at spise istedet for at fortsætte kampen. Desuden var alle godt trætte, de var trods alt ikke kommet tidlig i seng om lærdagen og det kunne man da godt mærke. Vi fik lavet nogle sandwich og da alle var godt mætte og vi havde fået pakket samme blev der leget tag-fat mens vi lige drak det sidste af vinen. Det var meget hurtigt blevet rigtig mørkt mens vi sad og spiste, så det var jo fantastisk at lege rundt og ikke kunne se ret meget, hvilket naturligvis også resulterede i at et enkelt eller to faldt over en sten eller i et hul. Men de hyggede sig og det gjorde vi andre bestemt også. Det er ikke sidste gang at der skal holdes picknic i Zilker park.


 


Da alle var godt trætte var det direkte hjem i bad og så i seng. Pigerne fortalte op til flere gange at det havde bare været en så god week-end - en rigtig børne week-end

Ingen kommentarer:

Send en kommentar