Lørdag d. 30 juni

Sidste nat i telt på vores sommerferie.

Da vi stod op havde både Karolina og Amalie det meget bedre, men de var godt nok sultne, så mens Jakob fik lavet lidt morgenmad, fik vi pakket lidt sammen. Efter morgenmaden fik vi pakket telt mm sammen. Kl 10.10 var bilen pakket og vi var klar til at tage afsted. Billeder fra campingpladsen.

Inden vi kørte mod Texas var vi lige forbi Vietnam Veterans Memorial State Park. Det er er det første store Vietnam mindesmærke i USA. Det er i øjeblikket den eneste State Park dedikeret udelukkende til veteraner fra Vietnam-krigen.

Mindesmærket blev opført af Jeanne og Dr. Victor Westphall efter drabet på deres søn, US Marine Corps Premierløjtnant Victor David Westphall III. Som var blandt de seksten unge mænd i hans enhed der blev dræbt i et baghold den 22. maj 1968 nær Con Thien, Syd Vietnam. Pengene fra hans livsforsikring blev brugt til at oprette "Vietnam Veterans fred og broderskab Kapel." Forældrene dedikeret resten af ​​deres liv til at se denne vision blive til virkelighed. 

Kapellet blev indviet den 22. maj 1971, 3. årsdagen for David Westphall død. Det var det første store mindesmærke skabt til ære for veteraner fra Vietnam-krigen, og var inspiration til opførelsen af Vietnam Veterans Memorial i Washington DC, som blev afsluttet ti år senere, i 1982.

 

Ud over mindesmærket er der en Huey helikopter oprindeligt kendt som "Viking Surprise". Det var en af de første smokeships, der blev anvendt i Vietnam. Den 26. marts 1967 blev helikopteren i en redningsaktion beskadiget så slemt (135 skudhuller) at man sendte den tilbage til USA for at få den reperaret.

Det var et meget specielt sted, man havde en lidt underlig fornemmelse i maven af at gå rundt der, for man blev gjort opmærksom på at 58.000 amerikanere mistede deres liv, hvilket er tragisk, men intet sted stod der at 4 millioner vietnamesere mistede deres liv. 

Kl 11.30 begyndte vi vores hjemtur mod Austin, Texas. De første mange miles kørte vi på smalle bjergveje, så det gik ikke særlig hurtigt og derudover blev vi snydt for en time da vi paserede statsgrænsen i og med at vi kørte ind i en anden tidszone. Så vi nåede ikke så langt som vi havde planlagt.

Men vi nåede ud på de lange lige landeveje og kørte igennem typiske amerikanske byer. På et tidspunkt kørte vi igennem Las Vegas, New Mexico og der stod det ned i torve, vi måtte til sidst køre ind til siden for vi kunne intet se ud af vinduerne, da det havde stilnet lidt af køret vi videre og fandt tilsidst en resteplads hvor vi kunne spise lidt frokost.

Da det begyndte at blive sen eftermiddag og vi ikke gad køre mere gik jagten ind efter et hotel og det var lettere sagt end gjort, men vi fandt tilsidst et i Post, en rigtig olieby. Inde midt i byen mellem bygningerne stod der olieborrer og der var en stank i hele byen af olie, så man kunne ikke holde ud at være udenfor. Tænker lidt at der må ryge et par hjerneceller af at gå rundt i den stank hele tiden. 

Vi fandt et familieværelse på et motel hos nogle indere, på det tidspunkt skulle vi bare have noget hurtigt at spise og så i seng (ihvertfald skulle jeg i seng, jeg havde den fæleste hovedpine, som jeg faktisk havde haft siden vi gik ned af bjerget). Så valgte faldt på DQ hvor vi kunne få en hurtig burger og nogle pommes frites. Hurtig og hurtig er så lidt for meget at sige, da vi bestilte spurgte vi hvor lang tid vi skulle vente, og fik afvide 5 min, hvilket var ok, da vi havde ventet i 10 min gik jeg op og spurgte hvor længe varer det inden vi kan få vores burgere, og fik svaret lige om lidt. Efter yderligere 5 min havde Jakob ikke tålmodighed til at vente længre, så han gik op og forlangte at få pengene tilbage, for nu gad vi ikke at vente længre. På det tidspunkt havde vi set at der var mindst 4 familier der heller ikke havde fået deres mad og de var kommet før os. Der var også en mand som i den grad gav udtryk for hvor utilfreds han var med at sidde og vente, og han skulle vist bare have en is. Da Jakob havde fået hans penge tilbage kørte vi videre til det næste burgersted, Sonic, hvor der ikke gik mange minutter fra vi havde bestil vores mad til den blev leveret ude ved bilen. Se det er hvad man forventer når man vælger at købe mad på et fast food sted. Vi tog maden med tilbage til vores værelse og må sige at det var en ganske udemærket burger. Ellers var det fordi var var sultne og trætte.

Fredag d. 29. juni

Vi frøs knapt så meget i læbet af natten, men nu var vi også forberedt og sov med tæpper og lidt mere tøj på. Morgenmaden stod på havregrød for at få lagt en god bund til vores store hike. Planen var at bestige Wheeler Peak, som er New Mexicos højeste punkt.

Det tog os en lille time at køre ud til begyndelsesstedet, vi skulle først af mange små snoede bjergveje inden vi nåede op til den parkeringsplads hvor vi skulle starte ud fra. Vi mødte andre som også skulle ud og hike og de var alle iført lange bukser, jakker og hvad der så ud til at være det helt rigtige udstyr. Vi andre startede i shorts, t-shirts og Jakob og jeg med hver en rygsæk med vand, mad og snaks til turen. Vores tur startede kl 9.40

Wheeler Peak ligger 13.161 feet (4011 m) over havets overflade, det ligger i Sangre de Cristo (Kristi Blod) området, og ligger i den sydlige ende af Rocky Mountains. Det vides ikke helt hvem der besteg bjerget først, man tror at det formentlig var indianerne i Taos Pueblo, men bjerget er blevet opkaldt til ære for Major George M. Wheeler (1842-1905). Han rejste i ti år rundt sammen med landmålere og naturguider og indsamlede gorlogiske, biologiske og topografiske data i New Mexico.

Der er to trails op til toppen, vi valgte "The Williams Lake " trail, denne trail blev først lavet i 2011. Det tog 8 mænd som arbejdede i 12 timer om dagen kun med håndredskaber, 14 dage at lave den 4 miles trailen op til toppen.

Billeder fra den første mile, det er stadig grønt og frodigt.

Efter ca 1 mile lavede vi et lille afstik ned til Williams Lake, det var en rigtig flot sø, det hele så meget idyllisk ud, mens vi står og kigger på den kommer der pludselig et jordegern hoppende, det var et meget nysgerrigt egern, den skulle da lige se hvad det var at vi havde i vores taske, så da den var på vej op i tasken satte Jakob alligevel grænsen og fik den jaget væk.

Det var en sindsyg hård tur op, på de første 2 miles var der en stigning på 1000 fod, vi gik igennem en dejlig grøn skov inden vi nåede op over trægrænsen. De resterende to miles var der en stigning på 2000 fod og det var på en sti med småsten. Fatter simpelthen ikke hvordan vi nåede helt op til toppen. Vi gik og gik og gik og kunne se toppen, men det virkede ikke som om den kom nærmere. Alle vi spurgte som var på vej ned sagde "åhh omkring 15. min" så til sidst troede vi bestemt ikke på det mere.

En god halvtime (i vores tempo) fra toppen stod der pludselig et Bighorn Sheep midt på stien, og skal lige love for at de har nogle store horn, så det er ikkelige dem man har lyst til at blive uvenner med. Heldigvis stod der på den anden side af den Bighorn et par hikere som fortalte os at vi skulle ikke være bange, så længe det ikke var parringstid gjorde de ikke noget. Men Jakob og jeg havde begge meget hurtigt tænkte hvordan får vi pigerne af vejen hvis den kommer imod os. Vi endte med at lade den få stien og så gik vi i en bue om den. Men vi fik nogle rigtig gode billeder af den.

Da der var omkring 15 min (vores tempo) fra toppen var vi så tæt på at give op. Det var så hårdt, selv Jakob og jeg måtte erkende at vi ikke syntes at det var rigtig sjovt, men vi besluttede med et lille flertal at vi skulle fortsætte og se om det ikke kunne lade os gøre at nå toppen. Billeder fra de sidste stykke op til toppen.

Kl 13.20 nåede vi Wheeler Peak, godt trætte i benen men utrolig glade og hvilke syn der ventede os da vi nåede derop. De sidste 300 meter gik vi på bjergryggen mellem Mount Walter (12.881 feet - 3926 m) og Wheeler Peak, det var et fantastisk og pludselig havde vi helt glemt hvor utrolig hårdt det havde været at nå derop.

Oppe på toppen mødte vi nogle andre hikere og alle var måløse over at pigerne havde klaret det, de fik så meget opmærksomhed og alle vi mødte fortalte dem at de syntes at det var helt vildt at de havde klaret at gå derop. Det gav dem i den grad ekstra energi til vores tur ned.

Da vi havde fået taget godt med billeder fra toppen, satte vi os og spiste vores medbragte frokost. Der er ikke noget som en fladmast sandwich og varmt vand, alt smager dejligt når man har sådan en udsigt og har slæbt maden hele vejen op.

Efter frokosten fik vi skrevet i den bog som var gemt i kanonen deroppe, der var sjovt lige at bladre den igennem, og den tynde luft må have gjort et eller andet, for jeg fik da lige lagt et år til min alder...

Vi begyndte vores nedtur kl 14.00, på vej ned mødte vi ingen Bighorn men kun små marmots. De små gul-mavede marmot bor typisk på en højde over 6500 feet (2000 m) og gerne med elevation. De bor i huler under sten, dette for at beskytte sig for rovdyr. Når de ser et rovdyr fløjter de for at advarer andre marmots i området, som kan nå at gemme sig i nærliggende klippe bunker. Derfor går de også under navnet "whistle pig"

Og så var vi også lige forbi en lille snedynge. Pigerne måtte bare ud i den og lege lidt, de syntes det var dejligt og fortalte at de savnede sne en meget lille smule. Og de syntes lige at Jakob også skulle føle hvordan det var med sne, så han fik sne i hovedet.

Lidt billeder fra vores tur ned.

Nedturen var ikke så slem som forventet, men da vi var nået ned under trægrænsen igen, fik Karolina det pludselig meget dårligt, hun havde ondt i hovedet og kvalme.

De andre gik i forvejen mens Karolina og jeg tog den tid det nu engang tog. Hun nåede at kaste op et par gange, men mellem vi måtte stoppe op, havde hun god fart på. De andre nåede bilen kl. 17.30, Karolina og jeg nåede ned kun 6 min senere. Vi sad alle lige og fik en kold sodavand og snakkede om hvor fantastisk en tur det havde været, hård men super god.

På vej hjem var vi lige et stop inde i Smiths og fik handlet ind til lidt aftensmad. Tilbage på campingpladsen var alle i bad inden vi skulle spise aftensmad.

Amalie begyndte også at få det dårligt og endte med at kaste op under aftensmaden. Så Karolina og Amalie blev puttet uden megen aftensmad.

Vi havde købt nogle pølser, faktisk nogle der blev kaldt "Denmark sausages" og sammen med det fik vi ris. Men de pølser var simpelthen så stærke at Jakob ikke kunne spise dem og han er normalt til stærkt mad, Veronika derimod hun guffede løs af dem, mens vi sad og så måbende til, hun syntes ikke de var specielt stærke.

Veronikas knæ klarede turen uden de store problemer, og det var den vildeste tur vi overhovedet har været på. At pigerne overhovedet kunne magte den tur er ubegribeligt og egentlig er det lidt vildt at vi tog dem med på den tur. Det er en tur som vi ihvertfald altid vil kunne huske og det var bestemt et af højdepunkterne på ferien.