Efter morgenmaden kørte vi afsted mod Taos, vores første stop var Taos Pueblo. Puebloen er en mere end 1000 år gammel pueblo som tilhører de Tiwa-talende indianer (Tiwa er et uskrevet sprog og vil forblive således ifølge stammen). Denne pueblo er medlem af de otte nordlige puebloer og bliver set som værende en af de mest hemmelighedsfulde og konservative pueblos. Omkring 100 indianer bor inde i den gamle del af puebloen uden vand og elektricitet, de resterende ca 1900 indianer bor i det 380m2 resevat der er tilknyttet puebloen i mere moderne huse.
The Red Willow Creek (også kaldet Rio Pueblo), er en lille bæk, som løber gennem midten af pueblo fra dens udspring i Sangre de Cristo Range (også kaldet blue lake). Blue lake er for indianerne meget hellig og kun medlemmer af stammen kan gå op til udspringet. Taos Pueblo mest fremtrædende arkitektoniske træk er et multi-etages boligkompleks i rødbrun lersten (adobe). Ifølge Puebloens hjemmeside, var det formentlig bygget mellem 1000 og 1450 e.Kr. Det blev udpeget som et National Historic Landmark den 9. oktober 1960, og i 1992 blev det en World Heritage Site.
Det var helt fantastisk at gå rundt derinde og til forskel fra den pueblo vi havde set på vej til Taos, så var der her rigtig meget at se. Meget fascinerende og interessant og vi lærte rigtig meget om hvordan de havde levet og boet. Bl.a. om hvordan kvinder og børn havde holdt sig skjult i husene mens mændene var i krig. Fordelen ved deres huse var at indgangsdøren var oppe på taget og dvs når først alle var kommet op på taget kunne de trække stigerne op og dermed var det meget svært for fjenden at trænge ind.
I vinduet til en af de native små værksteder fandt vi dette skilt og det syntes vi bare var lidt for sjovt.
Efter at vi havde været rundt og se alle bygningerne, været inde og tale med nogle af de native og Karolina og Amalie havde underholdt en dame der sad og lavede øreringe i temmelig lang tid. Gik vi retur til bilen og kørte ind til Taos bymidte, hvor vi gik lidt rundt. Vi faldt ind et sted og fik en kop velfortjente kaffe.
Derefter var vi rundt og se nogle forskellige butikker, vi fandt ikke så meget der kunne friste os, men der var et kunstværk med en skildpadde som jeg forelskede mig i og som jeg ikke købte, men selvfølgelig fortryder at jeg ikke købte. Da det var frokost tid fandt vi to gadesælgere, den ene lavede creep, som Karolina og Amalie rigtig gerne ville have, så de fik hver en med skinke, rød peber, ananas og ost. Vi andre fandt en der stod og lavede nudler med alt muligt lækkert, så vi fik hver en omgang og det var simpelthen så lækkert.
Derefter kørte vi ud til San Francisco de Asis Church som lå et par miles udenfor byen, den var lidt svær at finde, men vi gav ikke op og det var vi rigtig glade for. Ifølge guidebogen skulle kirken fremstår som en moderne lerstens skulptur fordi der hverken er vinduer eller døre. Man skal hele vejen rundt om kirken for at finde indgangsdøren. Der er mange kunstener der har fotograferet eller malet kirken, bl.a. Georgia O´Keeffe. Byggeriet af kirken begyndte omkring 1772 og blev afsluttet i 1815.
Kirken var virkelig smuk, men det var faktisk ikke det der var det mest imponerende/interessante ved det besøg. Ved siden af kirken på kirkekontoret hang der et 8-fods maleri. "The shadow of the cross", som blev doneret til kirken i 1948. Maleriet viser Jesus ved bredden af en sø. Kunsteren er den canadiske Henry Ault som har malet det i 1896.
Det interessante ved billedet er når lyset i lokalet bliver slukket. Der er en, der har beskrevet, hvad der sker meget rammende. Nemlig..."Billedet af Jesus stående ved bredden af en sø falmer til en skygge, de hvide skyer i den lyseblå himmel og det grønne vand begynder at gløde omkring ham, som om alt var badet i måneskin. Inden for kort tid begynder silhuetten af Jesus at vokser tre-dimensionelle og fremstår mere som en mørk statue end fladt billede. Hans klæder synes at bølge i en brise. Over hans venstre skulder ses en skygge af et kors. Billedet er ikke ens for alle, nogle kan se en glorie over Jesus hovedet og andre stævnen af en lille fiskerbåd på kysten. " Effekten - en lysende silhuet - er ikke den eneste særhed. Korset og båden kan ikke ses i maleriet når der er lyst i lokalet."Sidste sightseeing stop for dagen var ved Rio Grande Gorge Bridge. En af Amerikas højeste og mest berømte broer, som i 1966 modtog en pris for "Most Beautiful Long Span Steel Bridge" og som i 1997 blev sat på "National Register of Historic Places".
Broen går over Rio Grande floden, som er amerikas 4 længste flod, den udspringer højt oppe i Rocky Mountain og strækker sig 1885 miles (3034 km) syd til den mexikanske golf. Det er den eneste størrer kløft der løber på tværs af et ellers meget fladt land mellem bjergene i Carson National Forest og de Sangre de Cristos. Broen er 565 fod (172 m) høj. Man kan gå hele vejen ud midt på broen og kigge ned og det var noget af et syn. Og gav virkelig mulighed for at få nogle rigtig gode billeder og et sug i maven.
Desværrer har det at man kan gå ud på broen også resulteret i at der er mulighed for at hoppe fra broen hvilket der er ca 3 der gør hvert år. Man arbejder på at finde en løsning, ikke kun for at redde liv, men også for det faktum at det tager en hel dag for brand- og redningsfolk at hente et lig op pga de meget stejle klipper i slugten.
På vej hjem igen besluttede vi os for at vi ikke gad lave mad, men istedet ville købe nogle små lækre ting og sidde og nyde sammen med en flaske god hvidvin. Vi havde på vejen ud af byen set at der lå en butik (Cid´s food) der udefra mindende meget om Wholefood, så den kørte vi til for at handle lidt ind, men det var ikke en særlig god oplevelse. Godt nok var al maden økologisk, men der var bare ikke lige det som vi havde sat næsen op efter. Men vi fik da købt lidt ost ind og pesto til pigerne.
Da vi kørte igennem byen og ud mod der hvor vi skulle dreje af til at køre op i bjergene til vores campingplads så vi et andet supermarked (Smith), hvor vi lige ville holde ind for at få de mere almindelige dagligdagsvarer som vi manglede. Og hvilke syn der ventede os da vi kom ind, store montrer med lækre delikatesser, så der kom lige nogle ekstra småting i kurven til vores aftensmad.
Tilbage på campingpladsen fik vi arrangeret turens bedste måltid, små lækre delikatesser og pasta med pesto til pigerne. Det blev et måltid hvor der virkelig blev grinet igennem og snakket. Super hyggeligt. Efter at have spist gad vi simpelthen ikke tage opvasken, så vi smed det hele ned i en sort affaldspose og satte det ind i det lokale som var ved siden af toiletterne, lidt af et sats for vi kunne risikere at værten på campingpladsen ville smide det ud i den tro at det var affald. Men vi havde det ihvertfald "bjørnesikret" vores område.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar