Lørdag d. 9. juni

Det var en betydelig koldere nat end vi har haft i lang tid. Jakob og Amalie vågnede ved en 7.30 tiden og satte sig ud og så på alle de rådyr der trissede rundt udenfor teltet og ørnene der fløj lige hen over hovederne på dem. Jeg var oppe omkring kl 8 og så gik Amalie og jeg i bad, mens Jakob gik igang med morgenmaden og Karolina og Veronika sov videre. Da alle var oppe og vi havde fået spist morgenmad og der var smurt  madpakker (Nu har vi snart ikke mere rugbrød tilbage) og alle var smurt ind i solcreme og taskerne var pakket, begyndte vores hike til Fort Davis.

Jakob og jeg var udstyret med hver en gallon vand på ryggen, madpakker, gulerødder, solcreme og slik. Vi valgte den lange tur til Fort Davis, en tur på 4,5 miles op og ned af bjrege, en utrolig flot og meget facinerende tur. Pigerne klarede det utrolig flot, men da vi nåede grænsen til Fort Davis og der stod at der var endnu 2 miles til visitorcenter, så var der godt nok nogle piger der begyndte at klage sig lidt. Veronikas knæ gjorde virkelig ondt og Amalie syntes godt nok ikke at det var sjovt længre. Vi lovede dem at ligeså snart vi kom ned til fortet ville vi købe hver en cola til frokosten og en is til dessert. Det hjalp en lille smule på det. Lidt billeder fra turen over til Fort Davis.

Fort Davis er et gammelt fort som blev brugt af militæret midt i 1850´erne, de passede på nybyggerne og beskyttede de rejsende mod mexikanerne og indianerne. Vejen mellem San Antonio og El Paso gik lige igennem fortet. Fortet var aktivt indtil 1891. Fortet består af 20 bygninger hvoraf 5 af dem er restaureret og møbleret, så de står som dengang. Der er ovenikøbet nogle af de møbler som oprindeligt stod der. Derudover er der over 100 ruiner, så det har været et ret stort fort i sin tid

Da vi kom derned efter en gåtur på 3 timer og efter at vi havde tilbagelagt 7 miles i et meget bjerget terræn satte pigerne sig under et træ mens Jakob og jeg gik det sidste stykke over til visitorcenter for at købe sodavand og betale for indgangen. For det første skulle vi ikke betale for at komme ind, da Barak Obama har lavet den 9 juni  om til en ”National outdoor day” hvilket vil sige at alle udendørsaktiviteter er gratis, det var jo ganske godt, men desværrer kunne man intet drikkelse købe i hele området, men vi fik da afvide at vi kunne gå ind til byen (en lille tur på 1,5 km hver vej) og købe noget der....Der var en sød dame der tilbød at vi kunne få noget af det vand hun havde liggende ude i hendes bil, det var jo ikke lige det vi manglede for vi havde stadig en halv gallon tilbage.

Vi gik tilbage til pigerne og spiste vores medbragte frokost og så tog jeg en tom taske på ryggen og begav mig afsted ind mod byen, mens Jakob gik lidt rundt med pigerne på området, de var bl.a. inde og se det museum der var tilknyttet.

Da jeg kom tilbage igen var der sodavand til alle og mens vi sad og nød dem kom der en af dem der arbejdede på stedet (iført gammeldags militærtøj) og spurgte om han måtte slå sig ned hos os og efter ganske kort tid faldt vi i snak, pigerne stillede ham rigtig mange spørgsmål og han var meget begrejstret for at svarer. Han havde arbejdet der i mange år, men vi var de første danskere han var stødt på, han fortalte os at hans bedstefar var fra Danmark og hele den historie som han havde hørt om hvordan han var kommet til USA.

Han ville gerne vise os den barak hvor soldaterne havde ligget og sovet og pigerne fik lov til at prøve at ligge på en rigtig hømadras, han fortalte og forklarede.

Og da han fortalte at nu skulle han over og fordre hestene (dem var der 2 af, og den ene var hans) og de to geder der rendte rundt, var Karolina ikke mange sekunder om at spørger om hun ikke måtte komme med over og se på det. Det endte med at Jakob satte sig på en bænk med taskerne og så gik vi piger med ham over for først at indfange hestene og derefter fik pigerne lov til at fodre dem.

Da vi var færdige var kl 4.30 og fortet lukkede kl 5 og der skulle man være ude af området, men han sagde at det var helt ok, sålænge vi bare var på vej ud, så vi kunne sagtens nå at gå rundt og se de andre bygninger.

Da vi havde set dem og sad udenfor hospitalfløjen og lige skulle samle os om at komme afsted (for pyh hvor føltes det som om der bare var rigtig langt at gå hjem) kom der en af de andre der arbejdede der og fortalte at hun havde hørt at vi var fra Danmark og at hun også havde noget dansk blod i sig og så sad vi ellers og talte med hende i et stykke tid, hun fortalte at hun var fra Marfa en by som vi skal til imorgen og hun fortalte hvor der var godt at spise. Hun ville rigtig gerne køre os hjem men hun havde ikke plads til os alle i hendes bil, desuden havde vi besluttet at vi skulle gå hjem, men hun tog os med i hendes lille golfvogn over til hvor stien op af bjerget begyndte, så det var ganske godt.

Så begyndte en lang og hård tur hjem, vi gik ikke den lange vej, men den føltes nu alligevel ret lang, selv om vi ikke gik mere end 4 miles. Lidt billeder fra hjemturen.

Vi havde ret mange stop på vej hjem og det var en meget træt og brugt familie Fløe-Holm der fandt teltet igen omkring kl 20.00.

Efter lige at have fået en kold øl/cola gik vi igang med aftensmaden (Pasta med tomatsovs og røde bønner) og ligeså snart vi havde spist gik vi alle i seng for at læse og skrive. Der gik dog ikke lang tid inden Karolina og Amalie faldt i søvn, vi andre holdt ud til 22.30. Og igen spillede vores naboer banjo og dennegang var der også en tværfløjte med, utrolig hyggeligt.