Fredag d. 15. juni

Efter en for nogle lidt hård nat, en a/c der kørte og en Amalie der syntes hun skulle ligge i arm, stod vi op og indtog morgenmaden på hotelværelset. Derefter gik vi over for at høre om de havde fanget den mouintain lion, hvilket de ikke havde, men de forventede at de nok fik fat i den. Den havde været i nærheden af det telt 3 gange. Den ranger som vi havde talt med nede på vores campingplads stod der også og han syntes at det havde været en rigtig god beslutning at vi havde valgt et hotelværelse, for det havde igen været et rigtig slemt uvejr om natten, vi kunne også se at det havde regnet rigtig meget. Efter at havde stået og talt med rangerne et stykke tid og efter at pigerne havde set hvor stor en bjørn er, var det i den grad blevet tid til en kop kaffe som vi købte oppe på hotellet, vi indtog med den skønneste udsigt ud over bjergen. Pigerne var virkelig ivrige efter at komme ind i butikken der vart tilknyttet hotellet, så mens Jakob og Veronika blev siddene og nød naturen og udsigten, gik jeg ind i forretningen med pigerne, jeg skulle have et krus og pigerne fik hver et par øreringe (selvom der er 4 uger til de kan gå med dem)

Turen gik først til ”the Balanced Rock” hvor vi de sidste 6 miles kørte på grusvej, vi kom derud og gik mellem nogle bjerge op til det ”window” som vi havde læst om og som alle i visitorcenteret om morgen havde talt virkelig godt om. Det var en fantastisk tur og vi var helt alene derude, hvilket selvfølgelig også var lidt skræmmende for vi var virkelig meget sårbare hvis der skulle ske noget. Men turen var fantastisk. Her er en del billeder fra vores tur frem og tilbage til "the balanced rock" en lille tur på et par miles.

Tilbage ved bilen besluttede vi at turen skulle gå til Rio Grande, på vej derned spiste vi frokost i bilen (toast og tomater).

Vi kunne ligefrem mærke hvordan temperaturen steg nu længere vi kom derned, meget facinerende men også utrolig varmt. Vores første stop var ved den forretning der lå dernede for at købe en gallon vand. Vi stoppede ind på et af de udsigtssteder der var og spottede nogele mexicanere over på den anden side af floden og lige så snart de så os begyndte de at vade over floden, hvilket vi ikke lige syntes var helt fedt. Der havde hele vejden derud været mange skilte om at man ikke måtte købe noge mexikanske produkter, så vi kom hurtigt ind i bilen og den gåtur som vi havde planlagt droppede vi igen, for det første ville bilen stå fuldstændig uden opsyn mens vi gik de 3 kilometer og der var skilte om at der havde været indbrud i biler, og for det andet var det simpelthen så varmt at det næsten ikke var til at ånde.

Vi vendte bilen og kørte istedet mod nogel varme kilder som vi havde set en afkørsel til på vej ned. Efter at have set skilte om at de anbefalede at man kun kørte det sidste stykke vej hvis man var i en firhjulstrækker (hvilket vi naturligvis ignorede) og efter endnu engang at have læst at der var mange tyverier i bilerne blesluttede vi os for at gå en meget hurtig tur ned til de kilder. Jakob og Veronika vendte dog om meget hurtigt for det var simpelthen så varmt at man ikke kunne trække vejret, men vi andre var virkelig ihærdige og fandt da også kilden, men det var noget af en skuffelse. Der var rigtig ulækkert med mudder og floden der løb lige ved siden af var bestemt ikke noget man følte trang til at hoppe i. Retur igen ved bilen fandt vi Jakob i snak med en far der havde to af sine 4 børn med, og han var kommet der de sidste 20 år og måtte fortælle at normalt var det rigtig lækkert, han havde aldrig set noget ligende, men det var pga det uvejr der havde været hen over Big Bend om natten. Det viste sig faktisk at Jakob kendte hans svigerinde, hun underviser i Svensk på UT. Det var da meget pudsigt, Texas er måske ikke så stor alligevel.

Vi kørte tilbage til den asfalterede vej og begyndte vores tur ud af Big Bend. En tur hvor vi hele vejen havde det værste uvejr på vores ene side, det lynede og det var meget tydeligt at det regnede meget voldsomt i Mexico. Vi kørte også igennem en sandstorm.

Da vi var kommet ud af parken blev vi stoppet ved grænsekontrollen, vi tænkte ikke videre over at vi selvfølgelig havde været så tæt på Mexico at de tjekkede de biler der kom over, og vi fik os da noget af et chock. Han ville gerne se vores imigrantspapirer (som er i vores pas, som ligger i Austin...Vi havde ikke lige tænkt over at vi skulle bruge dem) Han gik med til at finde os på vores danske kørekort. Det lykkedes også at finde Jakob og hans visum men de kunne ikke finde mig...Ikke rart at vide. Efter at de havde forsøgt flere gange besluttede han sig for at tro på at vi var gift. Men det var ikke den eneste overraskelse vi fik. Han informerede os om at vi faktisk havde brudt loven, for vi havde skrevet under på at vi ville have de papirer på os hele tiden og han var i sin fulde ret til at ændre vores visum og dermed smide os ud af landet....Det gav lige et sug i maven. Han fortalte at han ikke ville gøre det, men at vi i den grad skulle undgå de andre tjekpunkter som der var rundt om Big Bend, for det var ikke sikkert at vi ville være så heldige næste gang. Han ville dog heller ikke sige at vi skulle afbryde vores ferie for at køre til Austin og hente de pas. Men vi skulle virkelig huske dem en anden gang.

Det var virkelig en meget ubehagelig oplevelse men heldigvis var han utrolig sød og fortalte og forklarede hvilke veje vi skulle undgå.

Da havde sundet os lidt kørte vi videre og talte om hvad vi så skulle gøre, og løsningen var at ringe til Veronica og bede hende om at scanne vores visum ind og sende dem til os på en mail, for så har vi dem da med og det havde han sagt nok ville være nok.

Vi endte i Alpine inden vi fandt et hotel og blev indlogerede på Oak Tree Inn i et værelse med en kingbed, Karolina og Amalie gik med til at skulle sove på nogel dyner på gulvet.

Lige ved siden af hotellet lå der den skønneste amerikanske dinner (som taget ud af en film) hvor vi hver fik en burger, mens vi så hvordan det uvejr som vi havde set nede over Mexico i Big Bend kom ind over os, det regnede og lynede til den helt store guldmedalje.

Efter maden gik vi over på hotellet hvor pigerne krøb i seng med deres nintendo, Jakob og jeg satte os med hver en øl og tænkte dagen igennem, mens vi fik klaret alt det praktiske med Veronica over telefonen.

Karolina og Amalie faldt ret hurtigt i søvn. Veronika og Jakob faldt i søvn samtidig og jeg blev siddende oppe for at være sikker på at vi fik den mail med vores visa og pas fra Veronica, den tikkede ind kl 23.50, ca 1 ½ time efter at resten af familien var faldet i søvn.