Søndag d. 10. juni

Inden morgenmaden var vi alle i bad, for vi var stadig ret støvede efter gårdagens gåtur. Da vi havde spist morgenmad og var klar kørte vi ud for at finde en kircke der havde service kl 11. Vi fandt en lille hyggelig methodist kirke, hvor alle kendte alle, da vi kom ind fik jeg en kogebog lavet af de kvindelige medlemmer af meningheden, og så blev vi ellers bænket. Første del af servicen var mere som en uformel snak om hvad der var sket i meningheden i løbet af ugen, hvem skulle med i bønnen og alle der sad i kirken kom med input om hvem der var kommet til skade, hvem der var døde, hvem der var syge mm. Derefter skulle de komme med input om alt det gode der var sket i løbet af ugen, en var blevet bedstefar og kirkens orgel var blevet reperaret. Så kunne man komme med forslag til hvilke samler der skulle synges, der kunne vælges 3 og man sang kun det første og det sidste vers. Derefter skulle alle børn samles og fik nogle gode ord med på vejen og så blev de sendt over i en anden bygning hvor de kunne få lov til at lege og snakke. Karolina og Amalie gik selvfølgelig med, Veronika blev inde sammen med os. Derefter var der selve prædiken og nogle samler. Det var alt i alt en meget sjov og "hyggelig" oplevelse. Da vi var færdige gik vi over og hentede de to som bare havde haft det super sjovt og som bestemt ikkehavde tid til at komme med.

Vi kørte så afsted mod Marfa, for at komme dertil skulle vi først krydse en stor slette hvor der bare ikke var noget som helst, det kunne godt minde lidt om det stykke man krydser inden man når Skagen. Tørt vindblæst mennesketomt og stor set ingen biler. Marfa er en lille by med et befolkningstal på 2121, vi havde nok forventet at der ville være lidt mere gang i den, men den var helt øde og igen virkede det som en by der engang havde haft en storhedstid men nu var forladt. Marfa er kendt for 3 ting, den første er at en del kunstner fra New York kommer derud, der er mange gallerier, den anden ting er at der er blevet indspillet en del film i Marfa. Den mest berømte er nok The Giant med James Dean og Elizabeth Taylor men der kan også nævnes "there will be blood" og "no country for old men". Og den trejde ting er det mystiske lys udenfor Marfa, nogle aftner kommer der noget lys som man ikke kan finde ud af hvor kommer fra. Det har været der siden engang i 1800-tallet, hvor en cowboy første gang så det og troede at det var nogle indianer der havde tændt nogle bål forskellige steder.

Vi startede med at køre ind til turistinformationen for at hente et kort over byen, det var en meget snaksagelig mand vi mødte, han fortalte om hvad han var igang med, nemlig at scanne nogle billeder ind og så ville han så gerne vise os en video fra hvordan Marfa så ud, vi satte os troligt og så lidt af den, pigerne ville hellere blive siddende ude i bilen, så vi havde heldigvis en god undskyldning for ikke at se den færdig, for hold da op hvor var den kedelig.

Derefter kørte vi på DQ (Dairy Queen...That´s what I like about Texaaass) hvor vi fik hver en burger inden vi kl 14 skulle på kunstudstilling. Da vi kom ud til Chinati Foundation (et galleri der var startet op af Donald Judd) men de havde lavet om i tidspunkterne for hvornår man kunne komme ind på udstillingen, det var nemlig således at man skulle være med på en guided tur og den startede så ikke før kl 15.45.

Vi kørte tilbage ind til byen hvor vi fandt et lille vaskeri som også havde en cafe tilknyttet og de havde udover internet den bedste kaffe vi havde fået ud over vores egen hjemmelavet. Pigerne sad og snakkede, Jakob læste og jeg forsøgte at få uploaded nogle billeder til bloggen, men den var godt nok lidt tung i det, så det var ikke meget der nåede at blive lagt op.

Da det var tid til vores kunsttur, tog vi tilbage til udstillingen og udover os var der en anden mand er skulle med. Vi gik sammen med en guide (det var hendes 2 tur, så hun var lidt nervøs , men hun klarede det virkelig godt), lidt inde i turen kom der et andet par der også skulle med. Den udstilling vi skulle se var af Donald Judd, først fortalte hun om de betonkasser som han havde lavet og sat op i en lige række fra nord til syd i en kilometers penge, derefter gik vi ind i den ene hal hvor der var 48 forskellige aluminiumskasser som han havde designed (de var alle samme størrelse, men det der var inde i dem var forskelligt – altså en anden aluminiumskasse eller en plade), da vi havde studeret alle 48 kasser (Karolina og Amalie gik virkelig op i at se alle kasserne) gik vi over i den næste hal hvor der var ...spændende...52 aluminiumskasser – og det var så den udstilling, må nok erkende at minimalistisk kunst i den form ikke lige er os. Det tog os ca 30-45 min at gå gennem den udstilling, derefter kørte vi tilbage ind til byen hvor vi var en tur inde på det hotel hvor James Dean og Elizabeth Taylor havde boet mens de optog filmen, der var et lokale dedikeret til dem med plakater fra filmen, billeder, autografer og filmen blev selvfølgelig afspillet.

Der var også nogle små butikker i hotellet hvor pigerne var henne og kigge, de endte alle tre med at købe nogle småting med hjem.

Så skulle vi ellers have tiden til at gå indtil det blev mørkt, vi kørte lidt rundt og besluttede os for at gå ind på den lokale ”biergarten” og det skulle vise sig at være et rigtig godt valg. Mens vi stod og talte om det nu også var et godt sted sad der en og spiste og fortalte at ejeren faktisk var Aase fra Norge, så hende kom vi i snak med. Ham der havde siddet og spist var så hendes mand Jon (han var amerikaner). Vi satte os i baren og fik hver en øl pigerne en sodavand, de havde en papagøje som kunne tale og den skabte meget begejstring hos pigerne, derudover var der et bordtennisbord og et andet spil, så vi endte med at tilbringe ganske lang tid inde på den bar. Det var som at finde en oase, baren var udendørs, der var et indianertelt, super god musik og atmosfæren var fantastisk. En god blanding af folk var der også.

Ved en 18.30 tiden kørte vi ned til det lokale supermarked og fik købt lidt mad ind og nogle af de andre småting vi maglede, vand og mælk mm, vi fik også tømt køleboksen for vand og fik fyldt den op med isterninger. Vi må nok sige at det har været en rigtig god investering, mælken kan sagtens holde koldt i 3 dage (en gallon mælk holder ikke længre i vores familie, men den kunne sikkert godt holde længre i den køleboks). Efter vores indkøb kørte vi videre ud til det sted hvor man kunne være heldig at se det mystiske lys. Vi fandt et picknikbord og fik smurt nogle rigtig gode sandwich som vi nød mens solen gik ned.

Da solen var gået ned var der ikke andet end at vente på om lysene ville vise sig. Vi var heldige, der kom nogle, vi havde tidligere set at der ikke var noget ude i horisonten og nu var der pludselig lys. Meget underligt...

Der var mange der havde taget tæpper med derud og nogle havde også pakket madkurven og sad og nød et glas hvidvin mens de så på lyset. Da vi havde siddet og set på det i en rum tid og Amalie begyndte at meddele at nu ville hun altså rigtig gerne i seng, så besluttede vi os for at køre retur til Fort Davis. Vi havde trods alt en times kørsel tilbage til teltet.