Onsdag d. 27. juni

Endnu en kold morgenstund. Veronika og Jakob stod for morgenmaden begge iført sokker i klip-klapper og sandaler...Vi andre fik pakket lidt sammen. Efter morgenmaden fik vi pakket teltet sammen og så tog vi afsted mod Taos. Lidt billeder fra campingpladsen.

Vi tog "The Highway" også kaldet The mountain road eller the King´s road fra Santa Fe til Taos. Ruten byder på rigtig mange små spændende by og naturen er meget varieret, man starter i lavlandet og køre så højere og højere op i bjergene.

Vores første stop var i den lille by Chimayo, som er kendt for at have en kirke fra 1816 ("El Santuario de Nuestro Senor de Esquipulas" eller bedre kendt som El Santuruario de Chimayo) med helende sand/grus. Dette kommer af at en kristen blev korsfæstet på stedet. Kirken har tiltrukket rigtig mange pilgrims hvert år, især langfredag kommer op til 30.000 pilgrims for at deltage i gudstjenesten. Man kan blive helbredt ved at gnubbe sand/grus på det sted hvor man har ondt, så nu er vi sikre på at Veronikas knæ og min hæl er helbredt. Stedet var meget smukt og et specielt sted, man følte sig på en eller anden måde meget fredfyldt når man gik rundt på grunden. Der var mange billeder af kære som folk havde hængt op i håb om at de ville blive helbredt. Vi nåede at få lidt af prædiken med inden vi kørte videre mod Taos. Prædiken gik på at "life is about giving and offering, not receiving and taking" så sandt, så sandt.

Vi stoppede også ind i byerne Cordova og Truchas, de så utrolig nedslidte og meget forfaldne ud. Men der var en del forretninger med brugskunst og vævninger m.m. Men der var ikke lige noget vi havde lyst til at købe. Truchas er endnu et af de steder hvor der er optaget en film, denne var "The Milagro Beanfield War" fra 1988 med Robert Redford, men det var nok en af de mest forfaldne byer man kunne forestille sig.

Vi var også igennem Las Trampas som ifølge guidebogen skulle være den smukkeste kirke i hele New Mexico der var bygget under den spanske koloni. Og det har den sikkert været på et eller andet tidspunkt, men nu var den forfalden og lukket. 

Vi rundede også Pueblo Picuris, hvor der bor 375 native Tewa indianer, det skulle være et interessant indianer reservant, disse native har deres egne "Tribal council government" og de har på intet tidspunkt lavet en traktat med nogle ikke engang med US. Vi betalte $10 for at komme ind og se det og det var vitterlig penge ud af vinduet, for der var intet at se, der stod nogle gamle huse, men ikke noget specielt, og det gamle "roundhouse" som er bygget for 700 år siden var de igang med at restaurer så det kunne vi heller ikke komme til at se, sikke en nedtur.

Vi var godt nok blevet sultne, men de få steder vi fandt på vejen hvor der var mulighed for lidt mad var enten lukkede eller så uhumske at det ikke var noget for os. Vi så også et par butikker, men det de kunne byde på var enten dåsemad, frostvarer eller slik. Vi endte med at købe et par poser chips bare for at stille den absolutte værste sult.

Men alt i alt var det en fantastisk køretur op til Taos, naturen var fantastisk og der var en rigtig god udsigt ud over Taos inden vi nåede byen.

Vi ankom til Taos og fandt med det samme turistinformationen, hvor vi fik nogle kort over området og informationer om hvor der lå nogle af de offentlige campingpladser. Vi fandt en der lå lige ned til hovedvejen, den var simpelthen så kedelig og temmelig dyr iforhold til de pladser vi kom fra, så vi besluttede os for at se om der ikke skulle være en af de andre som var lidt mere spændende.

Vi satte os ind på KFC for at få lidt og spise mens vi kiggede på de informationer vi havde fået om campingpladser i området. Da sulten var stillet kørte vi afsted op i bjergene for der skulle der ligge nogle. Men de pladser som vi kom for havde hverken el eller vand, så det var lige et nummer for primitivt for os. Vi endte med at finde en privat campingplads ca 12 miles fra Taos centrum, men det var ok, der var både strøm, vand og bad, men det bedste var dog værtsparret, et ældre ægtepar som bare nød at hygge om deres campister. Og vi skulle endelig sige til hvis der var noget vi manglede, der var ingen grund til at vi kørte ind til byen hvis det lige var et par småting som vi stod og manglede, for det kunne da være at de havde det. De var simpelthen så søde og hjælpsomme, vi kunne også bare sige til hvis vi manglede en forlænger ledning eller andet.

Vi havde ikke fået handlet ind til aftensmaden og så er det jo godt at vi stadig havde nudelsoup og Mac-n-cheese. Ikke lige at det faldt i god jord hos pigerne, men det var mad og vi havde spist os godt mætte på FCK så vi klarede det jo nok.

Efter maden var vi alle klar til at gå i seng, for alle var godt trætte.