Det tog os en lille time at køre ud til begyndelsesstedet, vi skulle først af mange små snoede bjergveje inden vi nåede op til den parkeringsplads hvor vi skulle starte ud fra. Vi mødte andre som også skulle ud og hike og de var alle iført lange bukser, jakker og hvad der så ud til at være det helt rigtige udstyr. Vi andre startede i shorts, t-shirts og Jakob og jeg med hver en rygsæk med vand, mad og snaks til turen. Vores tur startede kl 9.40
Wheeler Peak ligger 13.161 feet (4011 m) over havets overflade, det ligger i Sangre de Cristo (Kristi Blod) området, og ligger i den sydlige ende af Rocky Mountains. Det vides ikke helt hvem der besteg bjerget først, man tror at det formentlig var indianerne i Taos Pueblo, men bjerget er blevet opkaldt til ære for Major George M. Wheeler (1842-1905). Han rejste i ti år rundt sammen med landmålere og naturguider og indsamlede gorlogiske, biologiske og topografiske data i New Mexico.
Der er to trails op til toppen, vi valgte "The Williams Lake " trail, denne trail blev først lavet i 2011. Det tog 8 mænd som arbejdede i 12 timer om dagen kun med håndredskaber, 14 dage at lave den 4 miles trailen op til toppen.
Billeder fra den første mile, det er stadig grønt og frodigt.
Efter ca 1 mile lavede vi et lille afstik ned til Williams Lake, det var en rigtig flot sø, det hele så meget idyllisk ud, mens vi står og kigger på den kommer der pludselig et jordegern hoppende, det var et meget nysgerrigt egern, den skulle da lige se hvad det var at vi havde i vores taske, så da den var på vej op i tasken satte Jakob alligevel grænsen og fik den jaget væk.
Det var en sindsyg hård tur op, på de første 2 miles var der en stigning på 1000 fod, vi gik igennem en dejlig grøn skov inden vi nåede op over trægrænsen. De resterende to miles var der en stigning på 2000 fod og det var på en sti med småsten. Fatter simpelthen ikke hvordan vi nåede helt op til toppen. Vi gik og gik og gik og kunne se toppen, men det virkede ikke som om den kom nærmere. Alle vi spurgte som var på vej ned sagde "åhh omkring 15. min" så til sidst troede vi bestemt ikke på det mere.
En god halvtime (i vores tempo) fra toppen stod der pludselig et Bighorn Sheep midt på stien, og skal lige love for at de har nogle store horn, så det er ikkelige dem man har lyst til at blive uvenner med. Heldigvis stod der på den anden side af den Bighorn et par hikere som fortalte os at vi skulle ikke være bange, så længe det ikke var parringstid gjorde de ikke noget. Men Jakob og jeg havde begge meget hurtigt tænkte hvordan får vi pigerne af vejen hvis den kommer imod os. Vi endte med at lade den få stien og så gik vi i en bue om den. Men vi fik nogle rigtig gode billeder af den.
Da der var omkring 15 min (vores tempo) fra toppen var vi så tæt på at give op. Det var så hårdt, selv Jakob og jeg måtte erkende at vi ikke syntes at det var rigtig sjovt, men vi besluttede med et lille flertal at vi skulle fortsætte og se om det ikke kunne lade os gøre at nå toppen. Billeder fra de sidste stykke op til toppen.
Kl 13.20 nåede vi Wheeler Peak, godt trætte i benen men utrolig glade og hvilke syn der ventede os da vi nåede derop. De sidste 300 meter gik vi på bjergryggen mellem Mount Walter (12.881 feet - 3926 m) og Wheeler Peak, det var et fantastisk og pludselig havde vi helt glemt hvor utrolig hårdt det havde været at nå derop.
Oppe på toppen mødte vi nogle andre hikere og alle var måløse over at pigerne havde klaret det, de fik så meget opmærksomhed og alle vi mødte fortalte dem at de syntes at det var helt vildt at de havde klaret at gå derop. Det gav dem i den grad ekstra energi til vores tur ned.
Da vi havde fået taget godt med billeder fra toppen, satte vi os og spiste vores medbragte frokost. Der er ikke noget som en fladmast sandwich og varmt vand, alt smager dejligt når man har sådan en udsigt og har slæbt maden hele vejen op.
Efter frokosten fik vi skrevet i den bog som var gemt i kanonen deroppe, der var sjovt lige at bladre den igennem, og den tynde luft må have gjort et eller andet, for jeg fik da lige lagt et år til min alder...
Vi begyndte vores nedtur kl 14.00, på vej ned mødte vi ingen Bighorn men kun små marmots. De små gul-mavede marmot bor typisk på en højde over 6500 feet (2000 m) og gerne med elevation. De bor i huler under sten, dette for at beskytte sig for rovdyr. Når de ser et rovdyr fløjter de for at advarer andre marmots i området, som kan nå at gemme sig i nærliggende klippe bunker. Derfor går de også under navnet "whistle pig"
Og så var vi også lige forbi en lille snedynge. Pigerne måtte bare ud i den og lege lidt, de syntes det var dejligt og fortalte at de savnede sne en meget lille smule. Og de syntes lige at Jakob også skulle føle hvordan det var med sne, så han fik sne i hovedet.
Lidt billeder fra vores tur ned.
Nedturen var ikke så slem som forventet, men da vi var nået ned under trægrænsen igen, fik Karolina det pludselig meget dårligt, hun havde ondt i hovedet og kvalme.
De andre gik i forvejen mens Karolina og jeg tog den tid det nu engang tog. Hun nåede at kaste op et par gange, men mellem vi måtte stoppe op, havde hun god fart på. De andre nåede bilen kl. 17.30, Karolina og jeg nåede ned kun 6 min senere. Vi sad alle lige og fik en kold sodavand og snakkede om hvor fantastisk en tur det havde været, hård men super god.
På vej hjem var vi lige et stop inde i Smiths og fik handlet ind til lidt aftensmad. Tilbage på campingpladsen var alle i bad inden vi skulle spise aftensmad.
Amalie begyndte også at få det dårligt og endte med at kaste op under aftensmaden. Så Karolina og Amalie blev puttet uden megen aftensmad.
Vi havde købt nogle pølser, faktisk nogle der blev kaldt "Denmark sausages" og sammen med det fik vi ris. Men de pølser var simpelthen så stærke at Jakob ikke kunne spise dem og han er normalt til stærkt mad, Veronika derimod hun guffede løs af dem, mens vi sad og så måbende til, hun syntes ikke de var specielt stærke.
Veronikas knæ klarede turen uden de store problemer, og det var den vildeste tur vi overhovedet har været på. At pigerne overhovedet kunne magte den tur er ubegribeligt og egentlig er det lidt vildt at vi tog dem med på den tur. Det er en tur som vi ihvertfald altid vil kunne huske og det var bestemt et af højdepunkterne på ferien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar